Billede beskrivelse

300 til "vælgermøde": Politikerne vil lave Skelund-mafia og samkørselsordning

16. marts 2026 kl. 06.02

SKELUND: Et af de mere usædvanlige vælgermøder i denne valgkamp løb af stablen lørdag i Humanitært Genbrugs butik på Skelund Hovedgade.

Foreningen, der samme dag fejrede sin fødselsdag, havde inviteret en håndfuld håbefulde kandidater og åbnet dørene for publikum og blev belønnet med et ganske pænt besøg, fortæller formand Bent Ole Hansen.

- Der kom omkring 300 i løbet af dagen. De fleste ventede godt nok, indtil politikerne var kørt igen, men vi var da en del til selve mødet, siger han.

Det politiske hold bestod af Inger Støjberg (Æ), Per Husted (S), Mikkel Bisgaard (V), Bo Ritterbusch (I) og Michael Portefee Lex (B).

Billede beskrivelse

Arrangørerne havde forberedt en række useriøse indslag, så ethvert tilløb til politiske slagsmål udeblev. I første omgang fik kandidaterne en rød eller blå kost efter eget valg.

De blå var dog pakket ind i røde poser og omvendt, så det var umuligt at bekende kulør.

- De blå endte selvfølgelig med de røde koste, og de røde med de blå, så vi er da lidt spændte på, om de tager dem med ud og viser dem frem i valgkampen. Nu kan de i hvert fald feje for egen dør, siger Bent Ole Hansen med et glimt i øjet.

Kandidaterne blev også præsenteret for en række lokale spørgsmål og "borgerforslag", som de kunne kommentere.

- Vi ville jo især gerne vide, om man risikerer at blive beskattet af gevinsten, hvis man tjener en million kroner på en lejlighed i Skelund. Det er godt nok sjældent, det sker, men for en sikkerheds skyld, siger Bent Ole Hansen.

Så fulgte forslaget om at etablere en mafia på Christiansborg af MF'ere valgt i postnummer 9560, en samkørselsordning for jyske MF'ere for at reducere kørselsudgifterne og en opfordring til at samle mindst 40 besindige jyder til at vurdere eventuelle politiske initiativer i det nye folketing, så de værste vildskud kan blive siet fra.

Billede beskrivelse

Alt sammen selvfølgelig med et glimt i øjet. Nu er spørgsmålet så, om kandidaterne faktisk bliver valgt? Ifølge Bent Ole Hansen har de gode chancer efter at have besøgt Skelund.

- Sidste gang kom Inger Støjberg og prøvesmagte vores Skelund øl, og hun blev jo da i hvert fald valgt, så man gør klogt i at møde op, mener han.

En række medlemmer af foreningen og kunder, der bare kom for at gøre en god handel, var med til at gøre det til en ganske fornuftig dag for Humanitært Genbrug.

To hele kagemænd blev støvsuget til sidste krumme, og syv hele flæskestege omsat til burgere blev også udsolgt.

- Vi omsatte for 8000 kroner, så det var en helt god dag, konkluderer Bent Ole Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste