27-årig føler, han uretfærdigt er blevet fremstillet som en tikkende bombe
Retten i Aalborg var klar i mælet, da de afsagde dom i sagen om planlægning af skoleskyderier. Men den 27-årige kan slet ikke genkende det billede, der er tegnet af ham
HOBRO: Den 27-årig mand fra Hobro, der torsdag er blevet idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid for planlægning af skoleskyderier, kan slet ikke genkende det billede, der er blevet tegnet af ham under retssagen.
Det fortalte hans forsvarer, Ulrik Andreas Henriksen, efter dommen.
- Han er uenig, for han fastholder, at det hele var fantasier og fascinationer. Og han er utilfreds med, at han er blevet fremstillet som en tikkende bombe, når han selv føler, at han havde droppet planerne, siger forsvarsadvokaten.
Under retssagen sagen forsvarer også, at han mente, at hele sagen var blæst op af anklagemyndigheden.
- Det har været en sag med en masse følelser. Jeg synes, at min klient er blevet gjort farligere, end han er, siger Ulrik Andreas Henriksen.
Forsvareren mener blandt andet, at der er blevet lagt for meget vægt på nogle vidner frem for andre i sagen.
Den 27-årige har udbedt sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Anklager: Vi forhindrede et skoleskyderi
Hos anklagemyndigheden er der derimod tilfredshed med dommen, som stort set også var fuldstændig det, anklager Kim Kristensen gik efter.
Og anklageren er ikke i tvivl om, at den 27-årig havde farlige planer og ikke bare syge fantasier.
- Det er min klare opfattelse, at der var en reel plan, og det har været mit synspunkt hele vejen, at vi har forhindret en alvorlig forbrydelse i at blive begået ved at få ham varetægtsfængslet i december 2020, siger Kim Kristensen.
Den 27-årige er idømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid samt anbringelse med en psykiatrisk afdeling med en længste tid på fem år.
Men det betyder ikke, at den 27-årige nødvendigvis er en fri mand igen om fem år, forklarer anklageren.
- Selve anbringelsen på psykiatrisk afdeling har en længstetid på fem år - men viser det sig, at der er behov for at det skal udstrækkes yderligere, så kan retten tage stilling til det, forklarer Kim Kristensen.
Et halvt år på fri fod
Ifølge politiet og anklagemyndigheden var den 27-årige altså farlig og i stand til at begå massedrab.
Men alligevel gik der et halvt år, før politiet anholdt ham. Politiet kom nemlig på sporet af ham første gang i juni 2020, efter en anmeldelse fra en digital efterforsker i et advokatfirma, som havde fulgt den 27-årige på forskellige internet fora, hvor nordjyden havde ytret ekstremt had til blandt andet kvinder og en stor interesse for masseskydere.
Det første til, at politiet ransagede hans lejlighed og beslaglagde to pistoler samt den 27-åriges computer og telefon.
Alligevel var det først 16. december, at han blev anholdt.
- Da politiet ransager i juni 2020, har man ikke kendskab til omfanget. Det er en ransagning der bliver foretaget på baggrund af en anmeldelse. Der beslaglægger man databærende enheder, og derefter får man kendskab til manifestet og videodagbøgerne, og det er først der, at sagens alvor kommer for en dag, forklarer Kim Kristensen.
Det førte til at PET overvågede den 27-åriges aktivitet på internettet, som i sidste ende førte til anholdelsen.
- I nogle måneder har man overvåget adfærd på internettet, og på et eller andet tidspunkt, er man nødt til at skride ind. Og det skete efter en samlet vurdering af hans ageren på internettet, siger Kim Kristensen.