Hvem sagde pølsesnak: Her har de årets bedste blodpølse
Det er ikke nok at sætte pris på blodpølse som en særlig delikatesse - pølsen har en flok lokale venner, som hvert år kårer den slagter, der laver den bedste version
Julen har sine traditioner - også til den kulinariske siden. Blandt dem er blodpølsen, som måske har tabt terræn i kampen om pladsen på julebordene, men ikke mere end at den i dag måske lidt oversete delikatesse stadig har en trofast kreds af venner, som forstår at sætte pris på den gamle julespise.
Det er foreningen Blodpølsens Venner, som med formand Poul Erik Tarp i spidsen, hvert år spiser sig gennem et stort udvalg af blodpølser produceret af slagtere i Thisted Kommune, Morsø kommune, på Thyholm og i Fjerritslev. Det fremgår af teksten på diplomet, som hvert år tildeles producenten af årets bedste blodpølse.
Hæderen og det medfølgende diplom for 2023-udgaven af blodpølsen er tildelt Spar i Thisted. Forretningens slagterafdeling på Iversensvej har frembragt den pølse, som i år har ramt smagsløgene hos Blodpølsens Venner på den helt rigtige måde.
Og det er forretningen ikke overraskende glad for.
"Vi har så meget kvalitet over hele linjen i vores butik. Men at få den slags hæder, som samtidig bekræfter os i vores håndværk, gør os alle sammen piv' stolte", skriver butikken i et opslag på Facebook, hvor der kvitteres for hæderen fra Blodpølsens Venner.
"Det var et blodigt opgør med mange andre dygtige slagtere - og dette er kun med til at skærpe konkurrencen og holde os alle oppe på tæerne", understreges det.
Og så er der vel tilbage af sige: Velbekomme og tillykke med hæderen.