Unge badmintonspillere var til årets sidste stævne
Jetsmark Badmintonklub leverede flotte præstationer og mange spændende kampe ved årets sidste individuelle stævne i St. Restrup.
Otte ungdomsspillere fra Jetsmark Badmintonklub deltog i stævnet, og som sædvanligt var der forrygende opbakning fra både holdkammerater, forældre og bedsteforældre på sidelinjen, hvor der blev heppet, hygget og bygget venskaber mellem kampene.
Jetsmarkspiller Magnus Lundtoft Johnsen vandt herredoublen i U11C-rækken sammen med makkeren Johannes Frahm Gade fra Øster Hurup, og Jetsmarkspiller Noah Hansen vandt herredoublen i U11D-rækken sammen med makker Laurits Grønvald fra Svenstrup.
Herredoubleparret Rasmus K. Thomsen og Oliver Lundtoft Johnsen, begge fra Jetsmark Badmintonklub, spillede sig flot i finalen i U15B-rækken og endte med en pokal og en meget flot anden plads. Rasmus K. Thomsen vandt desuden 3. pladsen i herresingle i U15C-rækken, mens Tommy Thomsen, Sofie Lodberg, Buster Tylak Møller og Lucas Christensen alle spillede flotte og tætte kampe og repræsenterede Jetsmark Badmintonklub på fornemste vis.
Næste gang ungdomsspillerne skal afsted er den 13. januar, hvor næste runde af holdturneringen spilles. Herefter ser vi frem mod Kommunemesterskabet i Aabybro som spilles sidst i januar og hvor Jetsmark Badmintonklub bliver godt repræsenteret.