
Stjernen landede hos byggefirmaet Keld og Johs
Den karakteristiske stjerne, som gives til en virksomhed, der gør en ekstra indsats
PANDRUP: Det var en enig dommerkomité, der tirsdag kunne præsentere modtageren af den karakteristiske skulptur "Stjernen", som gives til en virksomhed, der gør en ekstra indsats for at holde bygninger og anlæg pæne og vedligeholdte.
Det fortalte Merete Fuglsang Hansen, da hun kunne overrække Pandrup Erhvervsparks pris til Byggefirmaet Keld og Johs A/S.
- Det er tydeligt for os at bemærke, at her er en virksomhed, som løfter opgaven med at vedligeholde jeres område og bygninger hver dag hele året rundt, sagde Merete Fuglsang Hansen.
- Og det er tydeligt for os at bemærke, at her har vi en virksomhed, som faktisk i mange år har løftet opgaven, at skabe nogle omgivelser, som for øjet bærer præg af orden, kvalitet og smukke ydre rammer. Det viser I tydeligt, og dermed er I en virksomhed, som er en sand og god medspiller i Pandrup erhvervspark. I er en rigtig god ambassadør.
Siden 1990 har Grundejerforeningen i Pandrup Erhvervspark uddelt skulpturen, som flyttes fra år til år. I 2021 tilfaldt hædersprisen Kaas Vognmandsforretning.
M-Tec, som tidligere havde til huse i samme bygning, fik i øvrigt tildelt prisen i 2003.