Shopping

Danskere fra hele landet ser med, når Rikke sælger tøj på Facebook

HANDEL: Selvom Rikke B holder lukket, er der gang i salget online

27. januar 2021 kl. 08:26

Man skal være rap på knapperne, hvis man skal nå at få fat i de gode tilbud hos tøjbutikken Rikke B i Aabybro.

Selvom butikken i bymidten er fysisk lukket grundet corona-restriktionerne, fortsætter salget nemlig online - og der er mange kunder om buddet, når varer sættes til salg.

Hver onsdag og søndag holder Rikke B åbent live på Facebook, hvor omkring 500 følger med hjemme fra stuerne.

Senest så 497 med, da tøjbutikken gik online.

- Det er lidt overvældende, at der er så mange, der følger med og gerne vil handle på den måde, siger Rikke Brusgaard, ejer af tøjforretningen Rikke B.

Og det er ikke kun lokale, der ser med, når Rikke Brusgaard går online. Faktisk sender hun pakker til hele Danmark efter sådan en live session på Facebook.

- I dag har jeg pakket fem poser med tøj, der skal til Sjælland, og også noget, der skal til Sønderjylland, siger butiksejeren, der normalt pakker omkring 100 poser med tøj efter en tur på Facebook Live.

Klarer skærene

Rikke Brusgaard er langt fra den eneste butiksejer i Danmark, der under nedlukningen sælger sine varer online - men Rikke Brusgaard tror, hun var en af de første, der tog initiativet til at sælge sit tøj via Facebook.

Uanset, hvem der kom først, er tøjbutikken i hvert fald blevet populær, og med over 12.000 følgere på Facebook har butikken haft en god platform til at sparke en online-forretning i gang.

- Folk er virkelig glade for at have muligheden, og det betyder selvfølgelig også meget for os at kunne holde åbent på den her måde, siger Rikke Brusgaard, mens hun udleverer endnu en pose med tøj til en kunde ud gennem døren til butikken.

Men selvom Rikke Brusgaard glæder sig over, hvordan hun kan bruge de sociale medier som salgskanal midt i en nedlukning, er det ikke en guldgrube.

- Jeg sælger ikke engang det halve af, hvad jeg normalt kan på en måned. Men det er bedre at sælge noget end ingenting. Det nytter i hvert fald ikke noget at læne sig tilbage og ikke gøre noget, siger butiksejeren, der efter hver live session på Facebook bruger meget tid på at pakke tøjet i poser og få det distribueret til sine kunder.

Trods online-handlen ikke er en guldgrube har Facebook-salget alligevel åbnet Rikke Brusgaards øjne for online salg, og hun ser muligheder, hun ikke var bevidst om tidligere.

- Jeg har lært rigtig meget, siden vi begyndte at gå live i foråret 2020. Man kan møde sine kunder på en anden måde online, når de kan blive hjemme i stuen, så jeg overvejer da, om jeg skal fortsætte med Facebook Live, når butikken åbner fysisk igen. Tidligere har jeg også været helt imod at få en webshop, men det tror jeg, jeg skal have fremover, siger Rikke Brusgaard.

Selvom corona-tilværelsen har været en øjenåbner, mener Rikke Brusgaard dog ikke, at de teknologiske muligheder kan erstatte den fysiske butik i Aabybro.

- Vi savner jo kunderne i butikken. Vi elsker at levere god kundeservice, og det kan man bare ikke på samme måde online, siger hun.

Generalforsamling aflyst

Rikke Brusgaard er ikke den eneste butiksejer i Aabybro, der gør hvad hun kan for at holde gang i hjulene, men hun har ikke en klar fornemmelse af, hvordan det går for byens andre butikker.

Det har man heller ikke hos Aabybro Handels- og Erhvervsforening, hvor formand Vagn Tidselbak ikke ved, hvordan de enkelte butiksejere i byen håndterer de barske måneder.

- Det er jo længe siden, jeg har haft mulighed for rigtigt at tale med folk. Flere af butiksejerene bor heller ikke her i byen, og lige for tiden ligger man jo ikke bare vejen forbi, siger Vagn Tidselbak.

Han fortæller, at flere optikere, Matas og fødevarerbutikker naturligvis holder åbent, men en del af de andre forretninger gør ikke så meget væsen af sig.

På Facebook skriver Profil Smykker, at de har midlertidigt lukket, og heller ikke Sko og Sko gør brug af online-kanaler for at holde butikken i gang. Flere kædebutikker holder også helt lukket og henviser til de enkelte kæders fælles webshop, mens Expert holder gang i hjulene med ”click and collect” og tilbyder rådgivning på telefonen.

Hos handels- og erhvervsforeningens formand er håbet dog, at man inden længe kan samle Aabybros forretningsliv igen, men grundet restriktionerne er foreningens generalforsamling netop blevet aflyst.

Vagn Tidselbak overvejer derfor, om man skal lave en generalforsamling online i stedet - i hvert fald, hvis restriktionerne fortstætter længe endnu. Det vil give virskomhedsejerne mulighed for at stikke hovederne lidt sammen - om ikke andet, så online.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu