Kirsten Hansen har drevet den 110 år gamle boghandel i Brovst siden 2014.
Shopping

Boghandel fylder 110 år: Sådan fejres fødselsdagen

16. november 2022 kl. 15:05

I år er det 110 år siden, at Pen og Papir i Jernbanegade i Brovst blev etableret som boghandel – og dermed er det også 110 år i træk, at kunderne i Brovst og omegn kan købe julegaver i den populære butik.

Det fortæller Kirsten Hansen, der i dag står i spidsen for den historiske butik.

- 110 år er værd at markere. Det gør vi 25. november, hvor vi får besøg af forfatteren Britt Nørbak, der er kendt for de populære destinationsbøger ”110 steder i Nordjylland” og ”110 steder langs den jyske vestkyst”. Hun har netop udgivet sin debutroman ”Instinkt”, som hun vil signere.

- Der er i øvrigt den krølle på historien, at man blandt stederne, som Britt Nørbak beskriver i ”110 steder i Nordjylland”, også finder vores butik, fortæller Kirsten Hansen.

Pen og Papir er et rigtigt familieforetagende. Fra venstre Kirsten Hansen, der driver bog- og papirhandelen, ægtefællen Steffen Hansen, der driver cykelforretning fra samme lokaler og sønnen Kasper Hansen, der er ekspedient i bog- og papirbutikken.

Det var oprindeligt boghandler Knud Christensen Knudsen, der etablerede boghandlen i Jernbanegade i 1912. Siden fulgte forskellige ejere og navne, indtil butikken lukkede i 2014 under navnet Papirhuset.

En blandet landhandel

Butikken blev dengang købt af Kirsten Hansen, der siden har ført den videre frem til i dag, hvor den hedder Pen og Papir.

Det vil næppe fornærme nogen at betegne forretningen som lidt af en blandet landhandel. For udover bøger, kontorartikler og papir, kan man også købe cykler der. For Kirsten Hansen driver butikken sammen med ægtefællen Steffen, der er cykelsmed. Så mens man kigger på bøger, kan man også få kæden smurt og cyklen lappet.

- Det er helt unikt, griner Kirsten Hansen, når hun fortæller om forretningen, der i øvrigt er et rigtigt familieforetagende. 

For også sønnen Kasper arbejder i butikken, hvor han er godt i gang med at blive kørt i stilling til at blive næste generation, der driver bog- og papirhandel i Brovst.

Annonceret indhold

Nyeste