Prinsesse Dagmars sommerliv i Blokhus
Lørdag den 20. januar blev Vendsyssel Historiske Museums årbog ’Vendsyssel Nu & Da’ præsenteret til en velbesøgt lancering i Det gamle Rådhus i Hjørring.
Efterfølgende afholdt museet traditionen tro den årlige nytårskur for medlemmer og andre besøgende.
Bogen, der er udkommet siden 1977, indeholder i år en spændende artikel om prinsesse Dagmars sommerliv i Vendsyssel, hvilket mest blev udlevet i Blokhus.
Prinsessen boede det meste at sit liv på herregården Kongstedlund i Kongerslev syd for Aalborg. Hun var gift med hofjægermester Jørgen Castenschiold. Prinsessen var søster til kong Christian X og prins Carl, der blev kong Haakon af Norge.
Artiklen om prinsesse Dagmar er skrevet af forfatter Simon Jacobsen, der også skrev om Blokhus Mølle, der blev lanceret i Vendsyssel Årbog i november. Ellers er forfatteren mest kendt for bogen Vestkysten, klima og kystnedbrydning, der nu er trykt i 3. oplag.
De øvrige artikler og historie i Vendsyssel Nu & Da er følgende: Museumsinspektør, p.hd. og ansat på Nationalmuseet Morten Larsen – Kristus ved marterpælen, tidligere ansat i undervisningsministeriet Johanne Breuning – Min barndom i Bredfald Mølle på Frederikshavnsvej i Hjørring, arkitekt Niels Bendsen – Den onde stedmoder i Hjørring, tidligere ansat i forsvaret Claus Kjældgaard – Historien om Hjørring Kaserne, tidligere museumsdirektør Mogens Thøgersen – Da man gik med de blå spande i Museumsgade, museumsinspektør, cand. Mag Vendsyssel Historiske Museum Lars Ole Kirk – En værkstedsbebyggelse ved Børglum Kloster?, fhv. underviser og forsker ved Danmarks Biblioteksskole Pierre Evald – Stenalderjægerne på Råbjerg Øen, museumsdirektør Vendsyssel Historiske Museum Anne Dorthe Holm – Årets gang 2022-2023 og Bjarni Åkesson Filholm med digtet Himlen over Hjørring.