Nicolaj skal stå i spidsen for lokalt biogasbyggeri
FJERRITSLEV: Grønt Han Herred A/S, et bioenergiselskab ejet af lokale landmænd og Danish Agro, har taget et vigtigt skridt i planerne om at opføre et biogasanlæg syd for Fjerritslev. Den 1. februar 2025 tiltræder 39-årige Nicolaj Siig som projektchef med ansvar for projektets endelige godkendelse, opførsel, indkøring og overgang til drift.
Det fortæller virksomheden.
Nicolaj Siig er uddannet industritekniker, maskinmester og diplomleder og har omfattende erfaring med tekniske projekter både nationalt og internationalt, senest som teknologidirektør i Washpower A/S.
Ifølge formand for Grønt Han Herred A/S, Flemming Pedersen, er ansættelsen af Nicolaj Siig et væsentligt skridt i udviklingen af projektet:
- Vi er meget glade for, at Nicolaj har sagt ja til opgaven. Han bringer en stærk kombination af lokal forankring, teknisk ekspertise og ledelseserfaring. Vi modtog mange kvalificerede ansøgninger, hvilket viser den store interesse for at bidrage til landbrugets grønne omstilling og de nye muligheder, den skaber for den enkelte bedrift.
Det kommende biogasanlæg skal efter planen behandle mindst 500.000 tons biomasse årligt fra landbruget i Han Herred. Biogassen vil erstatte fossile brændstoffer og reducere CO₂-udledningen betydeligt. Det afgassede materiale vil desuden kunne genanvendes som værdifuld gødning i lokalområdet.
Nicolaj Siig ser frem til sin nye rolle:
- Det bliver en spændende opgave at være med til at opføre et anlæg og en organisation fra bunden. Jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer og samtidig lære nyt. Det betyder meget for mig at kunne skabe arbejdspladser og aktivitet i vores lokalområde, samtidig med at vi bidrager til den grønne omstilling.
Projektet har mødt stor opbakning fra lokale landmænd og er afhængigt af en miljøgodkendelse, som forventes behandlet af kommunalbestyrelsen i Fjerritslev til foråret.