Seneste nyt
Billede beskrivelse

24 timer med fart på: Brovst spillede natminton

02. oktober 2026 kl. 18.01

BROVST: Centerleder Niels Langhoff Hansen, Sport & Kulturcenter Brovst, er godt tilfreds med forløbet af det aktivitetsdøgn, som hallen lagde gulv til fredag og lørdag.

- Vi lagde ud fredag eftermiddag klokken 16 og lukkede igen lørdag eftermiddag samme tid. I løbet af døgnet havde vi besøg af cirka 350 personer, der alle havde betalt 50 kroner for et armbånd, som gav adgang til alle aktiviteterne.

- Det hele toppede fredag aften i forbindelse med to showkampe på håndboldbanen, hvor der var op imod 200 tilskuere i hallen.

Billede beskrivelse

Af andre populære aktiviteter var et alkoholfrit diskotek for de unge og så det såkaldte natminton - en rigtig lampeslukningsfest, hvor lyset i hallen var slukket og badmintonbanerne udelukkende oplyst af ultraviolet lys.

Masser af smil, grin og sved

- Formålet med døgnet var at samle penge ind til vores renovering og ombygning af Sport & Kulturcenter Brovst, samtidig med at vi håber, at alle, der har deltaget, har haft en god oplevelse, hvad enten det har været som tilskuer, aktiv eller arrangør. Der har været masser af smil, grin og sved, og jeg håber virkelig, at dette vil kunne komme til at smitte positivt af på alle de deltagende foreninger.

- Resultatet er tilfredsstillende, selv om vi sagtens kunne have plads til mange flere. Uden at jeg har det præcise beløb, kan jeg dog sige på godt nordjysk, at det er OK.

- Nu vil vi evaluere døgnet, og hvem ved? Måske der er blevet startet noget nyt, som kan blive en endnu større succes næste år. Vi har fået nogle erfaringer, som kan være med til, at vi kan gøre det endnu bedre næste år.

Håndboldkampene fik en god start, fordi filialdirektør Andreas Sørensen fra Sparekassen Danmark var forbi med 500.000 kroner samt yderligere 500.000 kroner til næste år til en planlagt ombygning og udvidelse af Brovst Sport & Kulturcenter.

Bag aktivitetsdøgnet stod foruden Sport & Kulturcenter Brovst også Skovsgaard/Brovst KFUM IF, Brovst Motion & Fitness og Brovst Seniorklub.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste