
Henrik holder af fest og farver
Autolakerer Henrik Gundersen, Brovst, der 2. oktober fylder 60 år, har stor hang til både fest og farver.
Farverne især i hans livslange beskæftigelse som autolakerer – og festen som trommeslager i forskellige lokale danseorkestre, der har optrådt ved mange af landsdelens kroballer og halfester.
Trommestikkerne er nu lagt på hylden, men selv om han fylder 60 år, har han ingen planer om at stoppe i virksomheden Brovst Autolakering.
- Mit arbejde er min hobby, så jeg har ikke noget at klage over. Jeg kan lide at arbejde med biler og lakker – og sådan har det været det meste af livet, fortæller Henrik Gundersen.
- Som bette knejt begyndte jeg at makke med biler hjemme i garagen i Skovsgård hos min far, der var taxavognmand. Taxaer og busser skulle jo holdes ved lige, så det begyndte jeg allerede med, før jeg kom i skole.
Skolen var ikke en succes
- Det med skolen var for resten ikke den helt store succes, så efter folkeskolen kom jeg i lære som autolakerer hos Børge Thomsen i Brovst Autolakering i 1981. Da jeg var færdig med læretiden i 1984, fortsatte jeg som svend i virksomheden frem til 1989, hvor jeg overtog den sammen med Arne Jacobsen.
- Arne gik pension i 2020, og siden har jeg været eneejer. Størstedelen af omsætningen ligger på forsikringsskader, men vi laver også en del arbejde på veteranbiler og motorcykler for samlere. Det er der måske ikke de helt store penge i, men det er spændende og sjovt – og med til at gøre mit arbejde til en hobby, som jeg siger.
- Det hele gik lidt i stå, da coronaen kom, så vi begyndte også at lakere køkkenskabe, døre og højttalere. Det er et nyt forretningsområde, men det går glimrende og er med til at gøre hverdagen afvekslende for mig og mine to svende samt lærlingen.

Sønnike går i fars fodspor
Den ene af svendene er yngstesønnen Daniel, der blev udlært i firmaet for seks år siden – og ligesom sin far blev han hængende. Det er endnu ikke besluttet, om Daniel vil overtage Brovst Autolakering, for der er sikkert længe til, at Henrik Gundersen lægger op.
- Min kone har sagt, at hun vil arbejde, til hun bliver 70 – og den plan agter jeg også at følge. Hvad Mutter gør, er altid det rigtige, griner Henrik Gundersen, der er gift med fru Janni.
Sammen har de tre drenge – og så er der også kommet børnebørn til.
Da Henrik Gundersen lagde trommestikkerne på hylden i 2020, overtog barnebarnet trommesættet – og han øver sig ihærdigt på at gå i bedstefars fodspor som festmusiker.
60 års fødselsdagen markeres med en reception i Brovst Sport- og Kulturcenter den 30. september mellem 13 og 17, hvor alle venner og kunder er velkomne. Det skal nok blive en dag med både fest og farver – sådan som også Henrik Gundersens liv også har været det.