Før drillede ordene - nu kan Emil læse
ORDBLIND: Emil Ellehammer er ordblind, men har ved at træne sit syn fået styr på ordene. Nu læser han hurtigt og har droppet sine hjælpemidler
Emil Ellehammer og hans mor, Carina Ellehammer, sidder tæt sammen i sofaen og læser. Ordene flyder af sted og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at Emil Ellehammer var en helt almindelig dreng i 4. klasse. Men det er han ikke. Tidligere fik Emil Ellehammer hovedpine, når han skulle læse, og det var som om, ord og bogstaver greb ind i hinanden og flød sammen, så de blev umulige at genkende. På Fjerritslev Skole blev han testet og konklusionen var, at han er ordblind.
Men gennem det seneste halve år har Emil Ellehammer taget et massivt kvantespring fra at have hjælpemidler i undervisningen som blandt andet en computer, der kunne læse teksten op for ham, til at læse på egen hånd og på lige fod med de klassekammerater, der ikke har udfordringer med bogstaverne.
- Jeg bruger ikke computeren mere, fortæller Emil Ellehammer med et lille smil.
Forklaringen er ganske enkel: I foråret begyndte han at træne sit syn hos optiker Trine Agesen, som har specialiseret inden sig indenfor synstræning. Hun kunne hurtigt konstatere, at Emil Ellehammer kunne have stor hjælp af at træne sit syn. Det viste sig nemlig, at hans øjne ikke kunne fokusere direkte på ordene, som derfor flød sammen for ham, så han fik svært ved at læse selv helt enkle tekster.
- Der er flere kendetegn, der viser sig, hvis man har problemer med det, der kaldes samsynet. Man får ofte ondt i hovedet og man mister let koncentrationen, når man læser. Man kan sige, at blikket hakker i stedet for at flyde hen over teksten, fortæller Trine Agesen.
Hun forklarer samtidig, at ordblinde ofte har en kombination af flere problemer, så de ofte har dårligt samsyn samtidig med, at de er ordblinde.
- Og alt andet lige så hjælper det, hvis man får lappet et af to huller, påpeger Trine Agesen.
De børn, unge og voksne, som har problemer med samsynet, kan hun godt hjælpe - men kurere ordblindhed helt og aldeles, det kan hun ikke.
- Jeg lærer ikke folk at læse, men jeg giver dem forudsætningerne for at kunne læse, fortæller Trine Agesen, der er glad for, at Emil har oplevet så stor en forandring som tilfældet er.
Også Emil Ellehammers mor, Carina Ellehammer, er lykkelig for de spring, hendes søn har gjort.
- Jeg har nok altid været den mor, som har holdt hårdt på, at vi skulle læse. Ellers bliver man ikke bedre, fortæller Carina Ellehammer, der hver dag har læst med sin søn for at holde ham til ilden og undgå, at han blev alt for afhængig af hjælpemidlerne - så der er blevet læst, selv når det har været rigtig svært og ordene har drillet.
- Computerne har jeg det lidt ambivalent med, for man risikerer, at børnene helt dropper at læse teksten og så bliver de jo ikke bedre, fortæller Carina Ellehammer, der på den anden side havde accepteret, at hendes søns fremtid så ud til at byde på større kampe end dem, mange andre børn står overfor.
Ikke fordi han blev mobbet, tværtimod oplever familien, at børnene i Emils klasse har stor forståelse for og accept af, at alle er forskellige og at alle ikke er lige gode til de samme ting.
- Men i dag kan man jo næsten ikke tage en uddannelse eller have et job uden at kunne læse, forklarer Carina Ellehammer, der alligevel håbede på, at hendes søn kunne få hjælp - derfor slog hun også straks til, da muligheden bød sig for, at hendes søn kunne blive testet hos Trine Agesen.
Selvom det har været nødvendigt at presse træningen ind i et i forvejen tæt pakket program af fritidsaktiviteter og skolegang og det ind i mellem har været hårdt, har Carina Ellehammer ikke et eneste sekund tvivlet på, at samsynstræningen var altafgørende for hendes søn.
I dag har hun beviset - nu ser fremtiden pludselig helt anderledes ud for Emil.
Og stod det til Carina Ellehammer, burde alle ordblinde børn få testet deres syn, for når hun ser den udvikling, hendes søn har oplevet, kan hun konstatere, at det kan have en altafgørende betydning.
At Emil Ellehammer trods det ikke forestiller sig, at hans drømmejob kommer til at indebære lange undervisningsdage foran bøgerne, er så noget helt andet.
- Jeg vil gerne være professionel fodboldspiller, smiler Emil Ellehammer, mens hans mor kigger kærligt på ham, velvidende at han nok skal finde ud af, hvad der er rigtig for ham - nu ligger hele verden åben og han har chancen for selv at vælge, hvordan den skal se ud.