Det går strygende: Arvefølgen er sikret
ARENTSMINDE: 23-årige Marius Christensen fra Arentsminde har netop bestået svendeprøven som violonbygger fra den internationalt anerkendte instrumentbygger-skole ILSA i Antwerpen i Belgien.
Dermed er arvefølgen sikret i bedstefar Henning Thorsens violinværksted på Børglumvej i Arentsminde. Bedstefar har da også allerede lavet en lille tilbygning, så der er plads til Marius, når han engang får lyst til at videreføre firmaet.
Tilbage til skolebænken
Men Marius har nu ikke så travlt. I øjeblikket holder han ferie i Arentsminde, men efter sommerferien vender han tilbage til Antwerpen.
- Her vil jeg tage et års tillægsuddannelse som violinreparatør, for realistisk set er det på inden for reparationer, at det store marked er i Nordjylland, forklarer Marius Christensen, der i løbet af læretiden har bygget tre violiner og en bratsch – en violin i overstørrelse.
- De tre violiner og bratschen er til salg, hvis der er musikere, der er interesseret, men indtil videre har jeg dem herhjemme i Arentsminde.
De flotte nye violiner bliver også brugt, for i ferierne spiller han sammen med bedstefar og 20 andre i Aalborg under Spillemandskredsen Nordjylland.
Cello på programmet
Opgaven med at bygge den store violintype bratsch har i øvrigt givet Marius Christensen blod på tanden.
- Nu vil jeg i gang med at bygge en cello, som er endnu større. Men først skal jeg lige have fundet det helt rigtige træ til instrumentet, siger den unge violinbygger.
En violin bygges af tre træsorter. Oversiden er gran, grebet af ibenholt og resten er ahorn.
- Men det er ikke bare træ fra tømmerhandleren. Det skal lagres længe – og når man vælger træ til en stryger, vælger man både efter udseendet og lyden, forklarer Marius Christensen.
Efter uddannelsen som violin-reparatør har Marius Christensen store planer om at fortsætte uddannelsen på det praktiske plan.
- Jeg håber, at jeg kan få en plads hos nogle af de store violinfirmaer i Italien eller Tyskland. Både for at bruge at mit håndværk, men også for at få flere kontakter inden for branchen, forklarer Marius.
- Det er en meget lille branche, så det er vigtigt med kontakterne, så det bakker jeg op om, siger Henning Thorsen, der selv lærte faget som lærling i tre år hos violinbyggeren Hartman Larsen i Aarhus – og med en uddannelse som elektriker i bagagen.
- Jeg har jo ikke selv taget den direkte vej, så jeg har det helt fint med, at Marius også gerne vil ud at se verden. Håndværket sidder jo ikke bare i hænderne, men også i hovedet, så det skal han selvfølgelig gøre.
- Men når Marius er klar, er jeg også klar – og så er virksomheden hans, siger Henning Thorsen, der selv er 73 år.