Et af Brian Lynge Rasmussens specialer er behandling af bilruder, så de bliver nemme at vaske og insekter ikke brænder fast i ruden.
Mennesker

Brian giver bilen en kærlig hånd

04. september 2023 kl. 14:01

Brian Lynge Rasmussen er en vaskeægte bilnørd. Det har gjort ham til iværksætter med virksomheden Lyra Clean på Fabriksvej i Fjerritslev. Her tilbyder han professionel bilpleje i alle prisklasser.

- Det strækker fra en helt almindelig rengøring og støvsugning i hånden til avanceret lakforsegling med keramisk coating, forklarer Brian Lynge Rasmussen.

Ingen nemme genveje

- Det er arbejde, som man skal være lidt nørdet for at udføre. For der er ingen nemme genveje. Jeg skal ind i alle kroge og hjørner af bilen, hvis jeg skal udføre en keramisk coating, som beskytter lakken og gør den vandafvisende, så bilen er lettere at vaske. Og så gør det jo ikke noget, at slutresultatet er en bil, der skinner som en lille sol som dengang, den var ny.

Brian Lynge Rasmussen har boet i Fjerritslev i hele sit liv, hvorfra han i en årrække har arbejdet som sælger i byggemateriel-branchen med hele Danmark som arbejdsfelt. Byggebranchen blev kastet ud i en krise, da først coronaen og siden voldsomme prisstigninger ramte.

Iværksætteren Brian Lynge Rasmussen foran Lyra Clean på Fabriksvej i Fjerritslev, hvor han tilbyder professionel bilpleje i professionel klasse.

Det satte liv til drømmen om en tilværelse som selvstændig iværksætter, så han stiftede Lyra Clean. Først i et lille værksted i Aggersund og fra årsskiftet i store, rummelige lokaler på Fabriksvej i Fjerritslev.

Kunderne er både lokale bilhandlere, som bruger Lyra Clean til klargøring af biler inden salg og en privat kundekreds, som kommer til Brian Lynge Rasmussen, når bilen trænger til en kærlig hånd.

Også campingvogne og autocampere

- Det er i øvrigt ikke kun biler. Vi behandler også mange campingvogne og autocampere, der jo ikke bare kan køres i en almindelig vaskehal. Campingvogne og autocampere bliver nemt lidt trætte at se på efter en sæsons brug – og her er den keramiske coating en god løsning, der både pynter og beskytter mod UV-strålingen. Og ikke mindst undgår man de velkendte sorte striber ved vinduerne fra gummilisterne.

Lyra Clean tilbyder alle former for bilpleje. Polering, ind- og udvendig vask, lakforsegling, keramisk coating og ikke mindst salg af professionelle bilplejeprodukter. Men først og fremmest en kærlig hånd til bilen.

- Uden kærlighed til biler går det ikke. Jeg har altid været bilinteresseret – og jeg ved bedre end de fleste, hvordan en velplejet bil gør indtryk på landevejen. Så det er min passion – og den deler jeg gerne med andre, siger Brian Lynge Rasmussen.

Annonceret indhold

Nyeste