Billede beskrivelse

Alex var rørt til tårer

26. juni 2025 kl. 19.49

BROVST: Alt klappede til sidste detalje – så det var en rørt formand for Brovst Speedway Club, Alex Thomsen, der onsdag aften kunne se godt 6.000 tilskuere nyde DM i Speedway.

Vejret var med arrangørerne. Solen skinnede og i løbet af aftenen lagde vinden sig, gashåndtaget var i bund, der blev solgt øl i kassevis og alle hyggede sig med speedway fra øverste hylde, da danmarksmesterskabet i den hurtige sport skulle afgøres.

- Jeg er bare så glad – og rørt. Jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, da jeg så de mange mennesker, siger Alex Thomsen.

Billede beskrivelse

Tilskuerrekord

- Vi havde som mål at slå tilskuerrekorden fra 2023 på 5.000 – og den er i hvert fald slået. Vi kender endnu ikke det endelige resultat, før vi har gjort kassen op, men der i hvert fald mindst 6.000 tilskuere.

- Det er kulminationen på lang tids arbejde – og hvilken forløsning det er. Vi begyndte for alvor med planlægningen omkring nytårstid. Siden 1. marts har mange mennesker været i sving. Det kulminerede her til aften, hvor 50 frivillige klubmedlemmer og familie var i sving. Det er simpelthen så smukt.

- DM er en stor satsning for klubben, som skal være løftestang for, at vi kommer tilbage i Superligaen. Det tror jeg lykkes, for DM har skabt opmærksomhed – og jeg tror også, at vi får mange nye medlemmer oven i de hundrede, vi har i dag. Det er den talentmasse, som vi skal bruge for at skabe fremtidens speedway-stjerner. Og de er derude. Det er jeg helt sikker på, slår Alex Thomsen fast.

Billede beskrivelse

Ros fra alle sider

Der var ros fra alle sider til Brovst Speedway Club for værtskabet. Efter finalen var formanden for Dansk Motor Union Henrik Funder Kristensen dybt imponeret over arrangementet.

- De gjorde alting rigtigt. Der var ikke noget, som på noget tidspunkt gik galt. Jeg er dybt imponeret – og jeg er sikker på, at vi kommer igen. Vi kan stole på folk fra Brovst, sagde motorunionsformanden.
Også Brovst Speedway Clubs grand old man, den 22-dobbelte tidligere verdensmester Hans Nielsen var en glad mand.

- Det har været en god aften, hvor vi kom i mål som sejrherrer. Jeg er sikker på, at DM styrker sejrsviljen i klubben, så vi også får medvind på den sportslige front og kommer tilbage til Superligaen, sagde Hans Nielsen, der er bestyrelsesmedlem og talsmand for Nordjysk Elite Speedway, der er klubbens professionelle afdeling.

Billede beskrivelse

Formand for Nordjysk Elite Speedway er borgmester Mogens Christen Gade fra Jammerbugt kommune. Han tog aktivt del i arrangementet og var med både til at byde velkommen og til at overrække pokalerne, da det hele var forbi.

- Der er grænser for, hvordan kommunen kan støtte speedway-klubben, men vi kan i det mindste sørge for godt vejr, lød det fra en glad borgmester, mens solen gik ned over Brovst Speedway Stadion efter en uforglemmelig aften, hvor alting klappede – også publikum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste