Billede beskrivelse

Sommergæsterne giver travlhed

07. juli 2025 kl. 11.00

FJERRITSLEV: - Nu er turistsæsonen i gang. Det mærker vi tydeligt her i butikken, fortæller medejer Markus Y. fra Fjerritslev Pizza & Kebab House i Søndergade.

- Inden dagen er omme, har vi nok produceret omkring 400 pizzaer og 300 andre retter, så der er virkelig tryk på, fortæller han.

Vejret fredag aften var ikke til servering på den store udendørs terrasse, så der var fyldt ved alle bordene indendørs, mens der hele tiden var kø ved afhentningsskranken.

Billede beskrivelse

- Rigtigt mange af sommerhusgæsterne henter maden her og nyder den hjemme på terrassen, så over halvdelen af dagens produktion er ud af huset, fortæller Markus Y.

Bedsteforældre og børnebørn

Blandt aftenens mange gæster var Inge Jørgensen og Flemming Bundgaard Sørensen fra Randers. De havde inviteret børnebørnene Sigrid og Sofie på en uges ferie på Jammerbugt Camping.

- Det har været en god uge, for Jammerbugt har virkelig noget at byde på, når man har børn med, siger Inge Jørgensen.

- Børnene har været meget glade for turen, hvor en tur i hoppeborgen har været en fast del af dagligdagen for pigerne.

Billede beskrivelse

- Vi har også været ved stranden hver eneste dag. Og så har vi været ud at shoppe sammen med bedstefar og bedstemor, fortæller 11-årige Sigrid.

- Vi har også været ved Slettestrand og spille mini-golf på den store bane, tilføjer 9-årige Sofie.

Gensyn over en pizza

Fredag aften var ferien slut for de to piger. Forældrene Kristina og Morten Binderup havde taget turen til Fjerritslev for at hente pigerne hjem til hverdagen i Hammershøj lige uden for Viborg. Gensynet blev fejret med en pizza i Fjerritslev Pizza & Kebab house.

- Pizza hører med til ferien for pigerne. Men det er faktisk første gang, at vi har været ude at spise i den forløbne uge. Ellers har vi lavet maden selv – og heldigvis er pigerne glade for mormors mad, siger Inge Jørgensen.

Medejer Markus Y. i Fjerritslev Pizza & Kebab House har egentlig også et efternavn.

- Men det bruger jeg ikke i Danmark. Det kan du alligevel ikke stave til, griner han, mens han arbejder med pizzadejen til dagens produktion af 400 pizzaer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste