Krabbesøstrene er tilbage i redskabsskuret
THORUPSTRAND: Krabbesøstrene Ragnhild og Maiken Gjettermann vender igen i år tilbage med deres popup-restaurant i faderens gamle redskabsskur ved ophalerstedet i Thorupstrand.
Sidste år tog søstrene både turister og fastboende med storm for deres enkle, men smagfulde forretningskoncept. Sand på gulvet og et beskedent spisekort med krabber som trækplastret.
- Vi er klar igen og slår dørene op 4. juli. Derefter har vi åbent alle dage frem til 2. august mellem 12 og 21, fortæller Ragnhild Gjettermann, der sammen med søsteren kan se frem til en travl måned.
Gør det igen
- Sidste år anede vi ikke, hvad vi gik ind til. Nu ved vi præcis, hvor hårdt det er at drive restauranten sammen som søstre, både praktisk og personligt, og alligevel har vi valgt at gøre det igen.
- På mange måder handler det ikke længere kun om en restaurant, men også om at teste en anden måde at arbejde og leve på. Udover det er vi også på røven over, hvor meget opbakning vi fik fra lokalsamfundet. Det var virkelig rørende, og i år kan vi også mærke, hvor fedt det er at være i en kommune, som rent faktisk har lyst til at bakke os op.
Familiesammenhold
De to søstre er ud af en børneflok på fire, der voksede op i Thorup Strand, hvor faderen var fisker. Maiken som den ældste, og Ragnhild som den yngste.
- Vi har altid været meget knyttet til hinanden, og der går næppe en dag, uden at vi taler sammen, fortæller Maiken.
Til hverdag arbejder hun som psyko- og familieterapeut i Jammerbugt kommune og har en privat praksis i hjemmet i Fjerritslev, mens lillesøster Ragnhild arbejder i DR i København som journalist.
- Selv om der er 12 år mellem os, var vi begge kommet til det samme sted i livet, så vi besluttede os for lave det her sammen hjemme i Thorup Strand. Ikke helt tilfældigt, for det med at spise krabber, er et af vores barndomsminder, siger Maiken.
Sidste år havde søstrene stuvende fuldt på popup-restauranten i redskabsskuret.
- Så det er en god ide at bestille bord på vores hjemmeside, krabbesostre.dk, lyder rådet fra Ragnhild Gjettermand.