Æggene bliver revet væk fra Kate Nielsens vejbod på Knudegårdsvej i Brovst. Foto: Jesper Hansen
Mad & Drikke

Kates æg bliver revet væk

07. juli 2022 kl. 19:54

Stalddørssalg og vejboder med æg er populært som aldrig før.

Det har Kate Nielsen fra Brovst erfaret. Hun åbnede sidste år en vejbod med æg foran den lille gård på Knudegårdsvej – en af de absolut mindst trafikerede veje i omegnen af Brovst. Når hun fylder op i boden om morgenen, bliver æggene revet væk på et par timer.

- Jeg kan sælge alle de æg, jeg kan skaffe. En formiddag var der ti biler forbi på bare et par timer – og så var det slut for den dag, fortæller Kate Nielsen.

- Efterspørgslen er så stor, at nogle af kunderne er begyndt at reservere på Messenger eller SMS – og så må jeg jo se, hvad jeg kan gøre. For nylig var der en kunde, der ville have 75 æg. Så er jeg på grænsen af, hvad jeg kan klare. Heldigvis er vi flere i min familie, som har interessen for høns – og så hjælper vi hinanden.

Kate Nielsen har arvet interessen for hønseavl fra sin mormor. Foto: Jesper Hansen

- Den store interesse for friske landæg fra fritgående høns hænger sammen med de voldsomme prisstigninger på foder, som får detailpriserne til at stige. Foderpriserne rammer hårdt hos de store hønsefarme, der jo køber alt deres foder. Her er vi små producenter bedre stillet, for de fritgående høns finder jo selv en del af føden på markerne.

Matcher detailpriserne

- 15 æg koster i supermarkedet nemt 25 – 30 kroner, så det er blevet dyrt. Den pris kan jeg nemt matche, så det er altid billigere at købe her end i butikkerne.

- Det har sikkert også noget med tidens smag at gøre. Forbrugerne vil have ordentlige råvarer – og æg fra fritgående høns er bare bedre. Bare se på blommen, der er rigtig gul, når hønsene har spist masser af græs. Æggeblommen i butikkernes æg er jo næsten helt hvid.

Men det kniber at følge med efterspørgslen. Derfor har Kate Nielsen også taget æg fra til avl. Hun har i øjeblikket omkring 45 høns. Det skal gerne op på mindst det dobbelte – og i et lille bur i baghaven går allerede de første små kommende ægproducenter.

Udover de 50 høns har Kate Nielsen også en håndfuld haner. For uden haner ingen æg! Foto: Jesper Hansen

Ræven kom forbi

Kate Nielsen begyndte med hønseavlen på Knudegårdsvej sidste år. Det gik ikke så godt. Ræven kom forbi.

- Så måtte jeg jo til at starte forfra. Det er træls, men sådan er det jo. Vi lærer hele tiden nyt.

- Vi har nu flyttet hønsegården, sat hegn op og lagt sten langs hegnet. Og så går hunden løs i haven døgnet rundt. Det har heldigvis sat en stopper for hønsetyven.

Hønsegården er anlagt omkring et gammelt buskads, hvor der også er masser af buske, som hønsene kan søge dækning i, hvis ræven alligevel skulle forsøge sig.

Kate Nielsens høns har det godt – og kvitterer med masser af æg til forbrugerne i Brovst og omegn. Foto: Jesper Hansen

Interessen for høns har Kate Nielsen fra sin mormor, der har haft høns, siden hun var en bette pige. Hun har ikke en favorit-race, men er begyndt med, hvad hun nu kunne få fat i. Men hun har en svaghed for racen Robinson.

- De bliver nemlig kæmpestore – og det er gode suppehøns, når de færdige med at lægge æg. Det skal vi nok få glæde af, når den tid kommer, forklarer Kate Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste