Billede beskrivelse

Her skal du ikke fløjte, når du plukker jordbær

07. juli 2025 kl. 19.00

SKRÆM: Netop i disse dage bugner Jakob Kjærs jordbærmark på Ålegårds Mark ved Skræm med store solmodne røde jordbær – og der er gang i selvpluk-butikken.

- Det er så hyggeligt, når egnens familier kommer forbi og plukker jordbær. Jeg kan se, at de hygger sig – og for mange er det jo en tradition på denne årstid, fortæller Jakob Kjær, der nu har haft selvpluk-jordbær i otte år.

Jakobs Jordbær, som forretningen hedder, kører efter selvbetjeningsprincippet, så kunderne vejer selv og afregner med mobilen.

Ingen kontrol og overvågning

- Jeg dyrker jordbærrene temmelig ekstensivt, så der er da lidt ukrudt i marken. Til gengæld kræver jeg heller ikke, at kunderne fløjter, mens de plukker jordbær. Folk er velkommen til at spise løs, når de er i marken. Det handler om tillid – og så skal det altså være hyggeligt at plukke jordbær, mener Jakob Kjær.

- Det er heller ikke sådan, at jeg har videoovervågning for at kontrollere kunderne. Jeg har det nok nærmest sådan, at hvad jeg ikke ved, har ikke ondt af.

Billede beskrivelse

I det hele taget er Jakob Kjær en meget glad mand. Ved siden af at dyrke plukselv-jordbær og lidt senere på sæsonen også plukselv-ærter arbejder han på Migatronic. Men han er glad for jordbær-forretningen, der løbet fornuftigt rundt med en kilopris på 25 kroner.

- Jeg har jo fast arbejde ved siden, så planteavlen er nærmest en hobby. Jeg kan tillade mig ikke at være så nøjeregnende, så derfor har jeg valgt en forretningsmodel, der er baseret på tillid.

Lang sæson

Jakob Kjær oplever, at efterspørgslen efter jordbær er størst de første to uger af sæsonen, men han anbefaler, at kunderne også kommer forbi i de kommende uger.

- Det kan godt være, at der bliver lidt længere mellem de allerstørste og flottere jordbær, men de lidt mindre jordbær smager som regel bedre, fordi de har stået i solen lidt længere – og hvis det er til grød eller til fryseren, betyder størrelsen på bærrene ikke så meget.

Jakob Kjær startede med jordbærrene for otte år siden – mest fordi han synes, at det kunne være sjovt.

- Jeg havde hørt fra jordbæravlere, at det kunne være hårdt. For udbyttet står og falder med det danske vejr – og ovenikøbet risikerer man, at der er folk, der glemmer at afregne. Sådan ville jeg ikke have det – så jeg valgte min helt egen forretningsmodel. Og det løber da rundt til den gode side, så jeg er glad.

Siden Jakob Kjær begyndte med jordbær, er der også kommet ærter til.

- Det var kunderne, der opfordrede mig, så nu prøver jeg også det – stadig efter vejselv- og selvbetjeningsprincippet. For det er et godt princip, som fungerer her på egnen, siger Jakob Kjær.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste