Billede beskrivelse

Vildt tårn skal lokke 150.000 turister til Fjerritslev

29. september 2023 kl. 12.13
Opdateret 02. oktober 2023 kl. 07.47

En gruppe lokale aktører vil opføre et tårn på højde med Skovtårnet på Sjælland og Marsktårnet i Sønderjylland.

Ellipsen hedder projektet, der skal løfte Fjerritslev til internationale højder. 

På Dyrskuepladsen midt i byen mellem gymnasiet og idrætscentret skal en ellipse efter planen ende i et 40 meter højt udsigtspunkt, hvorfra man både kan se havet og fjorden.

Projektet er stadig i den helt tidlige fase, og derfor vil folkene bag heller ikke lægge sig fast på, hvordan - eller hvor højt - tårnet ender med at være.

- Det er udviklingen i området, der er vores fokus. Ikke om Ellipsen ender med at være 40 meter høj eller et par meter højere eller lavere, forklarer Martin Eigenbroth, der er formand for Fjerritslev Handelsstandsforening og en af idémændene.

Derrfor vil han og den øvrige styregruppe, der består af Søren Konnerup fra Idrætscenter Jammerbugt og Bjarke Lauersen fra LandboNord, inddrage lokalbefolkningen så meget som muligt i processen.

- Det her skal være et fællesprojekt. 100 mennesker er klogere end tre. Vi har brug for, at borgerne byder ind med, hvordan det her skal se ud, og hvordan de vil bruge det, siger Martin.

Man forventer, at den nye attraktion kan tiltrække 150.000 besøgende årligt.

Det bygger på, at over 300.000 besøger Skovtårnet i Rønnede hvert år, mens 100.000 lægger vejen forbi Marsktårnet i Skærbæk. De to tårne er hhv. 45 meter og 25 meter høje.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste