VesterhavsRock blev en kæmpe succes

20. august 2018 kl. 09.38

Idrætsforeningerne bag VesterhavsRock kan se frem til at fordele overskuddet fra festivalen mellem sig.

Der er nemlig - igen i år - udsigt til et pænt overskud.

- Vi har ikke overblik over, hvor meget det bliver - men jeg tør godt sige, at der bliver et overskud, fortæller Søren Mortensen fra VesterhavsRock.

Udsigten til overskud er dog på ingen måde den eneste grund til, at man igen i år ser tilbage på VesterhavsRock 2018 med jubel.

Et overskud er nemlig intet værd, hvis festivalgæsterne ikke har haft en fest og i dette tilfælde gik alt op i en højere enhed, fortæller Søren Mortensen, der oplevede en festivalplads, hvor publikum festede igennem til fed musik og højt humør.

- Det var en fantastisk oplevelse, fortæller Sørensen Mortensen, der samtidig også glæder sig over, at folk strømmede til for at spise sammen på festivalpladsen, inden man for alvor blændede op for musikken.

- Det er ikke fordi, vi tjener penge på fællesspisning, forklarer Søren Mortensen, der til gengæld kunne konstatere, at netop det, at folk kunne mødes over helstegt pattegris og øl var med til at kickstarte den fantastiske stemning og fællesskabsfølelse på pladsen.

Den fede stemning på pladsen og den fantastiske fælles indsats af de frivillige har været med til at give arrangørerne bag VesterhavsRock endnu et boost. Og at overskuddet venter i baghånden er bestemt en ekstra bonus, fortæller Søren Mortensen, der allerede nu glæder sig til næste års VesterhavsRock, der - traditionen tro - vil ligge i starten af august. I første omgang skal de frivillige dog fejres på behørig vis for deres flotte indsats med en fest i begyndelse af 2019.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste