Trine er klar til at gøre en forskel
Trine Agesen åbnede i starten af august sin egen optikerforretning i sit hjem på Nygade. Siden er det strømmet ind med kunder, der ønsker at få hjælp til at finde de helt rigtige briller.
Men selvom Trine Agesen nyder at hjælpe folk med at få den helt rigtige styrke i brillerne og finde det perfekte brilledesign, så var det noget helt andet, der tændte drømmen om at skifte branche hos den 48-årige nyuddannede optiker.
Trine Agesen er oprindeligt uddannet bogholder, men blev ved et tilfælde opmærksom på, at mange børn og unge kæmper med at læse, fordi deres øjne ikke fokuserer rigtigt på teksten. Med intensiv træning er der mulighed for at rette op på det, så børn, der har svært ved at kode en tekst, får langt bedre muligheder for at læse og tage en uddannelse, fortæller Trine Agesen, der brænder for at give både børn og voksne en hjælpende hånd til at få justeret på synet.
- Det betyder rigtig meget, fortæller Trine Agesen, der selv har oplevet, hvor stor en forskel det kan gøre, når et barn med intensiv træning pludselig oplever at kunne læse en tekst.
Trine Agesen smiler, mens hun fortæller og viser de redskaber, der skal bruges for at træne synet - hun ved, at træningen kan få en livsomvæltende betydning for de børn, der kæmper, og af samme grund er hun ikke i tvivl om, at hun har fundet sin helt rette hylde.
Hun er allerede tilknyttet flere skoler, hvor lærerne kan kontakte hende, hvis de oplever, at en elev har læsevanskeligheder, som måske kan afhjælpes ved træning af synet.
- Det koster ikke noget, fortæller Trine Agesen om undersøgelsen - til gengæld koster selve forløbet med træning af synet et lidt større beløb - men når man ser på, hvad der kan vindes ved at investere i træningen, er det ikke et svimlende beløb men derimod en investering i fremtiden, mener Trine Agesen, der generelt har stort fokus på, at det ikke skal være dyrt at besøge hende, uanset om man skal have trænet sit syn eller ønsker at få nye briller.
Derfor har hun konstant lav pris på briller. Til gengæld har hun droppet at have skiftende tilbud på stel og brilleglas.
- Det skal være samme pris, uanset om man kommer i dag eller næste uge, forklarer Trine Agesen, der i stedet for at have fokus på prisen holder blikket fast rettet mod at give god service og sikre, at folk får noget for pengene.
- Det er vigtigt for mig, at folk får en ordentlig kvalitet, fortæller Trine Agesen.