Tina skal stå i spidsen for Råd & Dåd
Tina Riisager bliver ny chef for den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd, som har aktiviteter flere steder i Han Herred.
Hun afløser Rasmus Højen, som døde i oktober.
Tina Riisager er bestemt ikke ukendt med Råd & Dåd. Hun har arbejdet tæt sammen med Rasmus Højen i mange år og sidder i bestyrelsen i Råd & Dåd, som ledelsesrepræsentant for Bofællesskabet Poststrædet 2 i Skovsgaard.
Råd & Dåd og Bofællesskabet Poststrædet 2 har et tæt samarbejde med Skovsgaard Hotel om at skabe meningsfyldte bo- og beskæftigelsesmuligheder i Jammerbugt Kommune for folk, som af den ene eller anden grund ikke kan klare at være på det almindelige arbejdsmarked.
Tina Riisager er 55 år. Hun er uddannet socialpædagog og har lang erfaring som leder af Bofællesskabet Poststrædet 2 i Skovsgaard. Den lederstilling fortsætter hun i.
Råd & Dåd er en 30 år gammel virksomhed med flere adresser i Han Herred. Der er et økologisk gartneri i Attrup, en genbrugsbutik i Brovst, Landsbyservice og en Købmandsbutik i Bonderup, som bliver drevet sammen med frivillige.
Råd & Dåd beskæftiger mennesker på særlige vilkår ud fra tanken om at ”Alle dur til noget” og med fokus på at være med til at holde liv og skabe udvikling i de små samfund.