Sidste år beholdt 132 borgere deres arbejde fremfor at komme på sygedagpenge
I Jammerbugt Kommune er der fokus på at hjælpe borgere med at beholde deres arbejde, hvis deres arbejdsevne bliver nedsat
Jobcenter Jammerbugt yder en indsats for at holde medarbejdere i deres job, hvis de bliver ramt af sygdom eller helbredsmæssige problemer, der går ud over deres evne til at arbejde.
I 2021 kunne 132 medarbejdere fortsætte i deres job fremfor at komme på sygedagpenge, mens tallet pr. november 2022 er på 139 medarbejdere.
Indsatsen er målrettet, at virksomheder får mulighed for at beholde arbejdskraften i deres virksomhed, og at medarbejderen får mulighed for at undgå et sygedagpengeforløb.
Jobcenteret tilbyder at komme ud i en virksomhed til en samtale, hvor en konkret indsats kan aftales nærmere. I samarbejde med virksomheden og medarbejderen hjælper jobcentret med at lave en handlingsplan for, hvordan medarbejderen kan støttes til at undgå en sygemelding eller til at komme tilbage på arbejdet igen. Planen kan f.eks. indeholde timetal, opgaver, behov for særlig støtte osv.