Rok og uld til festival
HALVRIMMEN: Håndarbejde og nørkleri i alle afskygninger var på programmet, da der i weekenden for anden gang blev holdt garnfestival i Halvrimmen forsamlingshus.
Det er den lokale strikkeklub Garnnøglerne, der står bag arrangementet, der var et tilløbsstykke.
- Lørdag havde vi 120 besøgende, så vi er nok oppe på et par hundrede deltagere. For der var en del, som kom forbi både lørdag og søndag, fortæller Garnnøglernes formand Lene Dahl Jensen.
- Det er anden gang, vi holder garnfestival. Sidste år havde vi kun en enkelt dag, men vi blev opfordret til at bruge to dage. Det ser ud til at være en succes, siger en tilfreds Lene Dahl Jensen.
Forsamlingshuset var fyldt med de omkring 20 udstillere – og overalt blev der strikket, nørklet og købt ind til den kommende vintersæson.
Rokken gik
Blandt udstillerne var Britt Mondrup Larsen fra Skovsgård. Hun var ikke med for at sælge noget, men for at demonstrere, hvordan hun på god gammeldags vis forvandler det fineste angora-uld til garn på sin rok.
- De fleste strikker med garn, men jeg holder altså af at lave garn, fortalte Britt Mondrup Larsen.
Til gengæld blev der så handlet ivrigt på en stor stand hos Maskeriet i Kaas.
- Kunderne ved, hvor de gode tilbud er, så jeg har haft en god weekend, berettede indehaveren Marie Appel.
Julepynt af strå
Garnfestivalens ældste udstiller var 87-årige Jens Rasmussen fra Løgstør-egnen. Han er selv en ivrig strikker, men havde i weekenden lagt strikketøjet på hylden og demonstrerede, hvordan man laver julepynt af halmstrå.
- Nu er det snart jul, så det er det, der optager mig mest i øjeblikket, fortalte Jens Rasmussen, mens han lavede julestjerner af strå – passende iklædt en hjemmelavet stråhat og en ligeledes hjemmestrikket vest med masser af knapper.
- Det er for at vise, at det ikke er knappe tider, sagde den lune håndarbejdsveteran.