Ny trappe til det kolde sus
Vinterbaderne på Gjøl kan glæde sig over bedre sikkerhed
Blæsten gik frisk over Limfjordens vande, da vinterbaderne på Gjøl indviede deres nye trappe.
Den nye trappe er lavet i Thisted af CSK Stålindustri, og Norlys Vækstpulje har bevilget 50.400 kroner til trappen og montage på vinterbadernes badebro.
Med trappen er vinterbaderne sikret en bedre og mere sikker adgang til det kolde sus i Limfjordens bølger.
Trappen er nemlig halvanden meter bred - hvor den gamle trappe var smal og meget stejl.
Med den nye trappe bliver det lettere at komme i vandet og lettere at komme op igen. Og der er plads til, at to eller flere kan tage hinanden under armen op og ned ad trappen, lyder det fra formanden for vinterbadeklubben, Bente Bjørn.
-Især når det bliver rigtig koldt, er det en fordel, at flere kan komme i vandet på en gang, ellers har vi været nødt til at gå i vanden en ad gangen.
- Op til jul og nytår kommer der sædvanligvis også nogle skoleklasser fra forskellige skoler og ungdomsskolen med mange elever på en gang, så er det en skønt for dem, at de kan følges ad i stedet for at gå i vanden en efter en, siger formanden.
Formanden for Norlys Vækstpulje Nyfors, Allan Bach, deltog i indvielsen - og der var straks en flok vinterbadere, som spadserede ned ad trappen og ud i Limfjorden.