Ny konge: Krofatter bød på bobler og sandwich
- Lidt royal har man da lov at være.
Det mener krofatter Kent Ole Jensen på Cafeen i Brovst, så han havde inviteret til storskærm og lidt godt til ganen, da Danmark søndag eftermiddag sagde farvel til Dronning Margrethe og goddag til Kong Frederik den 10.
- Vi stod ikke så tæt som på Christiansborg slotsplads, men stemningen var mindst lige så god, fortæller Kent Ole Jensen, der havde forberedt en ganske jordnær servering af klassiske sandwichs med bobler til.
- De store servering med seks retter overlader vi til Kongehuset. Her i Brovst er vi nok mere til en sandwich, der kan spises i hånden.
Initiativet faldt i god jord hos Caféens stamgæster, hvoraf en god snes var mødt op for at overvære begivenheden i gode venners lag.
Man skal ikke være alene
- Selvfølgelig skal vi da være sammen om den store dag. Den slags skal man ikke overvære alene, siger Brian Andersen, der tyvstartede med at se begivenheden på telefonen, mens storskærmen blev rigget til.
- Jeg er royalist – og jeg er helt sikker på at Kong Frederik bliver en god konge, sagde Brian Andersen.
De samme toner lød fra Ellen Andersen:
- Det er en smuk dag – og jeg synes, at Dronning Margrethe har gjort det godt i 52. Så hun har bestemt også fortjent at se Frederik blive konge, inden det er for sent. Så jeg synes, at tronskiftet fandt sted på den rigtige dag, for på den måde kunne det blive til en rigtig folkefest. Og læg så mærke til, at solen skinner uden for. Det er ikke tilfældigt, mener Ellen Andersen.
Ulla Peitersen er enig:
- Jeg er royalist, og jeg har fulgt kongefamilien i mange år, så selvfølgelig skal jeg også være med her i dag på Caféen. Tronskiftet sker på det helt rigtige tidspunkt. Kong Frederik har alderen til det, mens Dronning Margrethe er begyndt at døje med helbredet. Hun har gjort et fantastisk arbejde for Danmark og danskerne, som jeg er meget taknemmelig for. Kong Frederik skal nok gøre det godt med Dronning Mary ved sin side, siger Ulla Peitersen.