Salgsdirektør hos automationshuset Migatronic Automation Claus Pagh.pr-foto
Livet her

Migatronic Automation: Coronakrisen vil sætte turbo på automatiseringen

20. januar 2021 kl. 15:39
Salgsdirektør hos automationshuset Migatronic Automation Claus Pagh.pr-foto
Automationshuset Migatronic Automation, der har base i Aabybro, har netop lavet en ny analyse af industriens omsætning baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Industrisektorens omsætning er vokset næsten ufortrødent siden finanskrisens afslutning, mens antallet af medarbejdere i samme periode kun har oplevet begrænset vækst.

Det viser en ny analyse, oplyser Migatronic i en pressemeddelelse.

Udviklingen skyldes hovedsageligt en øget automatisering af den danske industri, som salgsdirektør hos automationshuset Migatronic Automation Claus Pagh forventer vil blive forstærket af den igangværende coronapandemi.

Industriens omsætning slog i begyndelsen af 2020 rekord med en kvartalsomsætning på 209 milliarder kroner, viser en ny analyse af automationshuset Migatronic Automation baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Rekorden kroner et flot årti af for den danske industri, hvis omsætning er vokset nærmest ufortrødent siden 2010. Helt konkret nåede den årlige omsætningen op på hele 822 milliarder kroner i 2019 sammenlignet med 584 milliarder kroner i 2010 svarende til en vækst på hele 41 procent.

På trods af den massive omsætningsvækst går det anderledes trægt med antallet af medarbejdere.

I 2010 arbejdede godt 300.000 personer i den danske industri, mens industrien i begyndelsen af 2020 - før coronapandemien for alvor brød ud - havde 310.000 ansatte svarende til en vækst på blot 3 procent.

At omsætningen er stukket af fra medarbejdervæksten, kommer ikke bag på salgschef hos automationshuset Migatronic Automation Claus Pagh, som selv har arbejdet med automatiseringsløsninger til industrien i over 30 år.

Ifølge ham satte finanskrisen for alvor gang i automatiseringen af den danske industri, og netop derfor har de danske fremstillingsvirksomheder formået at imødekomme en stigende efterspørgsel med færre hænder:

- Under finanskrisen gik det op for mange industrivirksomheder, at de blev nødt til at effektivisere deres processer. Både ved at investere i automationsløsninger, men også ved at kigge nærmere på medarbejdernes arbejdsgange, og det har man ifølge vores analyse haft stor succes med, siger han og tilføjer, at automatiseringen har ændret industriens behov for arbejdskraft:

- De fleste automationsløsninger har stadig brug for mennesker til at betjene dem. Det kræver nogle tekniske færdigheder at betjene eksempelvis robotter, og derfor er der et større behov for nye typer medarbejdere i dag. Vi ser også, at uddannelsesinstitutionerne omstiller sig og har øget deres fokus på automation. Enkelte har tilmed oprettet deciderede videnscentre inden for området. Herudover køber mange virksomheder sig i højere grad til specialiseret viden ude i byen. Fra 2010 til 2018 steg industriens køb af teknisk assistance faktisk med næsten 90 procent, viser vores analyser.

Ifølge tal fra Danish Industrial Robot Association, DIRA, blev der i 2019 installeret 768 industrirobotter i Danmark svarende til en stigning på 14 procent sammenlignet med 2018.

Ser man bort fra bilindustrien, er Danmark det land i Europa, som har den højeste robottæthed, viser tal fra International Federation of Robotics.

Selvom industriens omsætning led et knæk i andet kvartal af 2020 på hele 9 procent, og antallet af medarbejdere faldt med 2 procent i samme periode, forventer Claus Pagh, at den danske industri fortsat vil have fokus på automatisering på trods af den igangværende coronapandemi:

- Vi oplevede en lignende situation under finanskrisen, som ligeledes lagde en midlertidig dæmper på investeringer i nye automationsløsninger. Efter krisen kom interessen hurtigt igen og med fornyet styrke, og vi forventer, det samme vil ske denne gang, siger han og fortsætter:

- Coronapandemien har fået virksomhederne til at indse, hvor sårbare de egentligt er. Det koster for det første at opsætte og administrere de rette sundhedsforanstaltninger, og følgerne kan være katastrofale, hvis der alligevel opstår smitte på en fabrik, hvilket potentielt kan lukke dele eller hele produktionen ned i en længere periode. Det vil på sigt få flere virksomheder til at kigge mod automationsløsninger, der er fuldt funktionsdygtige på trods af smittefare.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu