Seneste nyt
Billede beskrivelse

Majsmarken er udbudt til salg

26. januar 2024 kl. 16.00

Det kommunale areal mellem Enebærvej og Kattedamsvej i Aabybro - populært kaldet majsmarken - bliver nu udbudt til salg.

Arealet, som er på cirka 14850 kvadratmeter, kan anvendes til boliger.

- Vi ved, at der er flere private, som er interesserede i at købe arealer til boliger. Bl.a. derfor udstykker og byggemodner vi det ikke selv. Det betyder, at vi har penge til byggemodning andre steder, fortæller borgmester Mogens Christen Gade (V).

Borgmesteren er ikke i tvivl om, at arealet er eftertragtet.

- Aabybro indtager lige nu en femteplads på listen over de hurtigst voksende byer i Nordjylland, siger borgmesteren og tilføjer, at Aabybro tiltrækker mange nye indbyggere, og der derfor opleves et fortsat behov for nye byggegrunde, særligt til tæt/lav bebyggelse.

- Der er mange om buddet, når en plet sættes til salg, både når det gælder erhvervs- og boligarealer, lyder det fra Mogens Christen Gade.

Ombygning af Kattedamsvej

I følge den lokalplan for Kattedamsvej, som blev vedtager i sommeren 2023, må der på arealet bygges kædehuse, rækkehuse eller dobbelthuse. Det bliver ikke almennyttige boliger.

Inden der kan rykke folk ind i de kommende boliger, skal Kattedamsvej fra Toftevej til Østre Hovensvej forsynes med cykelsti, belysning fortov og krydsningshelle. Og farten skal ned på Kattedamsvej.

- Max. hastigheden kommer ned på 50 km/t. For at gå med til så lav en hastighed kræver politiet, at området får et bymæssigt præg. Det krav opfylder vi med den ny bebyggelse, fortæller Mogens Christen Gade.

Ombygningen af Kattedamsvej regner kommunen med senest er afsluttet ved årsskiftet 2024/25.

Interesserede i majsmarken skal sende et bud til Jammerbugt Kommune senest 8. februar kl. 8.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste