Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lucca elsker is – også i frostvejr

08. januar 2024 kl. 16.15

Nogle kan bare ikke få nok af is, sne og frost. Det gælder blandt andre Lucca Pedersen, der er spejder i Tranum KFUM.

Mens de fleste nordjyder gik en tur med sneskovlen og bandede over vejret, var Lucca sammen med en halv snes jævnaldrende til familiespejd lørdag formiddag på spejdernes grund i udkanten af Tranum.

Aktiviteterne på denne frostkolde dag var selvfølgelig inspireret af vejret, så der skulle laves is og kælkes på bakken bag spejderhuset.

- Selvfølgelig skulle vi prøve at eksperimentere med, hvad sne og salt kunne gøre blandet sammen. Det giver en kemisk reaktion, som gør, at vi kunne lave hjemmelavet is på blot 10 minutter. Og ungerne nød isen. Det gør de altid – uanset hvordan vejret er. For spejdere er altså lidt mere seje end de fleste, siger lederen Maria Jacobsen.

Billede beskrivelse

Friluft for hele familien

-Familiespejd er det yngste trin i spejderarbejdet, som henvender sig til børn mellem 3 og 6 år. Børnene deltager – som navnet siger – i aktiviteterne sammen med forældrene. Det er altid udendørs og en introduktion til det egentlige spejderarbejde, hvor ungerne får knivbevis og lærer at håndtere økse og ild på en forsvarlig måde.

- Vi har i øjeblikket en halv snes familiespejdere, men vi har plads til flere, for nogle af dem skal snart rykke op i Bæver-gruppen, som er det næste trin.

Billede beskrivelse

- Så hvis der er nogle børn og deres forældre, der har lyst til at prøve kræfter med friluftslivet på spejdermaner, er det bare med at melde sig til familiespejd.

Da de unge spejdere var færdige med at nyde den hjemmelavede is, blev det til en solid køretur på den store kælkebakke, som er lige bag ved spejderhytten i Tranum.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste