Lokalt advokatfirma opruster
STORM Advokatfirma i Fjerritslev har netop ansat 40-årige Janni Mørch Jacobsen som ny sagsbehandler.
Der er travlhed i det lokale advokatfirma, der har til huse i den gamle EBH Bank-bygning i Østergade i Fjerritslev.
Derfor har Storm Advokatfirma ansat en ny sagsbehandler. Janni Mørch Jacobsen hedder hun og er særdeles bekendt med Fjerritslev og omegn. Privat bor hun nemlig i Klim med sin mand og deres to børn.
Janni har over 20 års erfaring som sagsbehandler ved domstolene, og skal nu prøve kræfter med at behandle sager "på den anden side af bordet".
- Jeg glæder mig rigtigt meget til at prøve kræfter med advokatbranchen. Og så er det bare et plus, at det kan foregå her i området, siger en glad Janni Mørch Jacobsen.
Hun glæder sig til at være med til at betjene Storm Advokatfirmas mange lokale kunder, der kan se frem til at møde en sagsbehandler med stort lokalkendskab.
- Det er vigtigt for mig at være tilgængelig for kunderne og ikke mindst yde dem en god service, siger sagsbehandleren.
På kontoret i Fjerritslev skal Janni arbejde sammen med flere kolleger, herunder den erfarne advokat Erik Braad, som er kendt af de fleste i Fjerritslev.
- Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Janni og drage nytte af hendes store erfaring og lokalkendskab, siger Erik Braad.
Ud over afdelingen i Fjerritslev, har Storm Advokatfirma også kontorer i Aalborg og Aars. Samlet tæller medarbejderstaben næsten 60 personer.
- Det betyder, at selvom vi er et mindre kontor i Fjerritslev, så har vi rigtigt mange dygtige kolleger, som vi kan trække på, når det er nødvendigt, siger Erik Braad.
Storm Advokatfirma blev etableret i 2013.