Indehavere af Kalstrup Livsstilshus, Per og Tine Kalstrup, sammen med Mogens Fransen, formand for Sparekassen Vendsyssel Fond Hvetbo og fondens næstformand, Christian Hem. Privatfoto
Livet her

Livsstilhus i Blokhus klar til næste skridt

SALG: Sparekassen Vendsyssel Fond - Hvetbo har solgt en del af Blokhuset til Kalstrup Livsstilhus, som udvider

25. januar 2021 kl. 15:44
Indehavere af Kalstrup Livsstilshus, Per og Tine Kalstrup, sammen med Mogens Fransen, formand for Sparekassen Vendsyssel Fond Hvetbo og fondens næstformand, Christian Hem. Privatfoto
Kalstrp Livsstilhus i Blokhus har købt de lokaler i Blokhuset, hvor de har siddet til leje siden 2009. De står foran en større udvikling og udvidelse. Privatfoto

Kalstrup Livsstilhus har købt en del af Blokhuset, som er en stor bygning på Tovet i Blokhus. Det er den del af huset, hvor de i forvejen holder til.

Nu har det købt det af Sparekassen Vendsyssel Fond - Hvetbo.

Det oplyser fonden i en pressemeddelelse, hvor de forklarer, at Kalstrup Livsstilhus, der siden åbningen i 2009 har boet til leje, står foran en større udvikling og udvidelse.

Bag Kalstrup Livsstilhus står Tine og Per Kalstrup.

- Vi er i første omgang et livsstilshus, men nu er tiden moden til at tage næste skridt, og vi kobler flere ben på og bliver også et oplevelseshus, oplyser Per Kalstrup om forretningen, der tæller 22 ansatte inklusiv webshop.

Derfor er Kalstrups Livsstilshus ved at få skudt et dæk ind den store hal i Blokhuset, så hallen bliver i to etager, en udvidelse på ca. 800 kvadratmeter. Med en sådan investering falder det naturligt at eje sine lokaler, mener Per Kalstrup.

- Vi har haft butikker mange steder i landet, men vi har gerne villet dyrke kystbutikkerne, og vi har altid befundet os godt i Blokhus. Derfor vil vi gerne investere i Blokhus og komme med nogle nye tiltag, som ikke findes her i forvejen, og dermed gøre Blokhus endnu mere interessant.

For Sparekassen Vendsyssel Fond - Hvetbo er salget en naturlig forfølgelse af deres formål.

- Det er en del af fondens strategi, at vi gerne vil tilbage til vores oprindelige opgave; at dele penge ud til velgørende formål, oplyser Mogens Fransen, formand for Sparekassen Vendsyssel Fond - Hvetbo. Fonden har gennem de senere år løbende solgt bygninger og jord fra, blandt andet sparekassebygningen i Pandrup, Kaptajn Golf og de tre gavlhuse i Blokhus samt en del af den grund, hvor Strandhotellet ligger i dag.

Fonden har i forbindelse med salget foretaget en opdeling af huset i seks erhvervs-ejerlejligheder og etableret en ejerforening. Det betyder, at et evt. fremtidigt salg af andre dele i bygningen er forberedt.

- Fonden gik jo i sin tid ind i Blokhus for at sikre en positiv udvikling, men nu er behovet for, at vi blander os blevet meget mindre. Siden er det jo gået ufatteligt godt i Blokhus, mener Mogens Fransen. Samtidig er Hvetbo Fonden yderst interesseret i, at Kalstrups Livsstilhus forbliver i Blokhus, pointerer Christian Hem, næstformand i fonden.

Salget udgør 66 pct. af Blokhuset svarende til 2.690 kvadratmeter.

Sparekassen Vendsyssels Fond - Hvetbo er en erhvervsdrivende fond, der har til formål at udøve virksomhed, eventuelt via datterselskaber, gennem investeringer i garantbeviser, aktier eller andre kapitalandele og konvertible obligationer af enhver art, og gennem investeringer i pantebreve, fast ejendom og lignende og at virke til gavn for almennyttige og velgørende formål, primært i Sparekassen Hvetbos oprindelige virkeområde.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu