
Gymnasieelever gik i vikingernes fodspor
2.g’erne på Fjerritslev Gymnasium har i den forløbne uge været på en tur i vikingernes fodspor sammen med 11 gymnasieelever fra Brest i Frankrig.
Ugen kulminerede torsdag, hvor gymnasieeleverne besøgte Madsmedjen i Tranum for at lave rigtig vikingemad over bål.
Det skete midt i fimbulvinteren, hvor det nordjyske vejr bød på både frost og sne i anseelige mængder – og det udendørs ophold var temmelig langt fra gymnasieelevernes komfortzone. Det blev ikke bedre af, at de selv skulle tænde op på ildstederne – uden brug af lighter og benzin.

Så der blev hugget brænde og slået ild på vikingemaner – og det lykkedes da også at få gang i gryderne under kyndig ledelse af Kresten Kronborg, der foruden at være chefkok på Feriecenter Slettestrand også er leder af Madsmedjen, der er et oplevelsescenter, der har specialiseret sig i vikingemad.
Andesuppe med bygkorn
Dagens menu stod på fladbrød, spidstegt kød, andesuppe med bygkorn og så en slags klejner stegt i svinefedt. Forinden havde gymnasieeleverne været ude i sneen for at samle bær og svampe. Det blev ikke til meget, men varmen fra ildstederne gjorde det til en god dag alligevel.
For de franske gymnasieelever var det en stor oplevelse at opleve det danske vintervejr.

Fra Asterix’ hjemstavn
- Det giver respekt for vikingerne. Det er jo ligesom at være i Arktis, sagde franske Pedro Lima fra Brest, der ligger i Bretagne. Området er i Danmark nok mest kendt for at være Asterix’ hjemstavn.
- Der er masser af historiske minder i Bretagne – også fra vikingerne - og det har været spændende at få det sat vikingetiden i perspektiv her i Danmark, siger Pedro Lima.
- Besøget af en del af større europæisk projekt, som går ud på, at eleverne skal lære om vikingetiden under temaet Viking Tracks, fortæller historielærer Jesper Lindgaard fra Fjerritslev Gymnasium. I løbet af ugen besøgte de danske og franske gymnasieelever også Jelling og Lindholm Høje.