Dorthe Dencker overtog 1. oktober Fjerritslev Fodterapi på Mågevej. Klinikken hedder nu Denckers Fodterapi Fjerritslev.
Livet her

Dorthe passer på fødderne i Fjerritslev

22. november 2022 kl. 15:56

Fodterapeuten Dorthe Dencker har overtaget Fjerritslev Fodterapi på Mågevej. Det skete 1. oktober, og nu er hun klar til at tage sig af byens trætte fødder. I forbindelse med overtagelsen har klinikken skiftet navn til Denckers Fodterapi Fjerritslev.

- De færreste tænker måske ikke så meget over det, men fødderne bærer os i mange timer dagen lang og har stor betydning for vort velbefindende. Derfor skal de naturligvis passes og plejes, siger Dorthe Dencker, der er uddannet statsautoriseret fodterapeut fra skolen i Randers, der sammen med en tilsvarende uddannelse i København er de eneste steder, hvor man kan få papir på, at man er statsautoriseret fodterapeut.

Statsautorisationen er en forudsætning for, at diabetes- og gigtpatienter kan få tilskud til behandlingen hos en fodterapeut. Men fodterapeuten skal også have et såkaldt ydernummer fra regionen – og det har Dorthe Dencker søgt om.

- Selvfølgelig skal jeg have et ydernummer, for der kan være langt til andre fodterapeuter, når man bor i Fjerritslev. Men det tager jo lidt tid at få det plads. Pia, den tidligere ejer af klinikken, havde det, så det skal nok komme, siger Dorthe Dencker.

Fødderne skal nusses

- Men man behøver nu ikke en diagnose for at gå til fodterapeut. Det er dejligt at få fødderne nusset og en gang fodmassage. Det er en rigtig god måde at forkæle sig selv på – og det fortjener alle.

- Jeg har også udvidet sortimentet med en masse nye og lækre cremer til fødderne.

- En typisk behandling foregår ofte ved, at jeg klipper neglene, fjerner hård hud og giver en gang fodmassage. Og er man interesseret lægger jeg også neglelak, forklarer Dorthe Dencker, der også gerne rykker ud med grejet og tager på hjemmebesøg.

Dorthe Dencker er oprindeligt uddannet social- og sundhedsassistent inden uddannelsen som fodterapeut. Hun er bosat i Vodskov.

Annonceret indhold

Nyeste