Jetsmark IF er uden formand
PANDRUP: Jetsmark Idrætsforening er uden formand.
På generalforsamlingen i februar meddelte Bøje Lundtoft, at han ikke ønskede at fortsætte på formandsposten efter otte år. På det konstituerende møde i den ny bestyrelse i slutningen af februar lykkedes det imidlertid ikke at finde en afløser.
- Jeg har for længe siden meddelt, at jeg ønsker at stoppe som formand. Derfor kan det ikke komme bag på bestyrelsen, at de er nødt til at finde en afløser. Jeg stoppede som formand 24. februar, så i øjeblikket er foreningen uden formand, fortæller Bøje Lundtoft.
- Jeg har i den forløbne periode været både formand og økonomisk ansvarlig - kasserer. Det kan ikke fortsætte, tilføjer han.
Bøje Lundtoft lader dog døren stå lidt på klem med hensyn til at fortsætte som formand. Men der følger betingelser med.
- Hvis der er et bestyrelsesmedlem, der vil overtage mit job som økonomisk ansvarlig, kan jeg godt lokkes til at vikariere som formand frem til næste generalforsamling, hvor jeg så vil træde ud af bestyrelsen. Men der er ingen tvivl om, at jeg helst vil være økonomisk ansvarlig, siger Bøje Lundtoft.
Bestyrelsen for JIF mødes igen i slutningen af denne måned, hvor der skal gøres et nyt forsøg på at finde en formand.
- Vi kan naturligvis ikke fortsætte uden formand. Lykkes det ikke på det kommende bestyrelsesmøde, må vi overveje at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, men jeg håber virkelig det lykkes det nyvalgte bestyrelse at løse formands-problemet, lyder det fra Bøje Lundtoft.