Friskole holder MGP-fest
Der er lagt op til et brag af en fest, når Vedsted Friskole holder MGP-fest lørdag 24. februar.
Danmarks Radio holder igen i år MGP - det populære melodi grand prix for børn - lørdag aften 24, februar. Forældre til børn i 1.-3. klasse på Vedsted Friskole har fået den fine ide, at holde en fest på skolen samme aften, så børnene kan se MGP sammen og samtidig holde en fest.
Og forældrene lover et brag af en fest. Der bliver glimmer, storskærm, konfetti, pizza, snacks og masser af fest.
Alle skolens elever og børn fra børnehaven Landsbyhaven er velkomne. Man må selvfølgelig også meget gerne tage sine forældre, søskende eller en ven med.
MGP-festen starter ved 17-tiden, hvor alle spiser sammen, inden det for alvor går løs med MGP.
Onsdag 14. februar holder Vedsted Friskole demodag med åbent hus.
Det er fra kl. 16 til kl. 19.
- Vi laver bål og fra kl. 16 byder vi på en skål suppe og brød til alle fremmødte, fortæller skoleleder Thomas Krogh.
Demodagen er fra kl. 16 til kl. 17. Her kan man opleve de aktiviteter, der er typiske og særligt kendetegnende for Vedsted Friskole og SFO.
- Her kan børnene få lov at prøve, hvordan en skoledag kan se ud, når man er elev her på friskolen, fortæller Thomas Krogh
De efterfølgende to timer er der åbent hus. Der er mulighed for at få en rundvisning og en snak om skolen og møde lærere og skolens bestyrelse.
Børnehaven Landsbyhaven og den private pasningsordning Musvitten vil også være til stede.