Lokalhistorikerne slår et slag for turismen
ØLAND: Lokalhistorien er et hit blandt turisterne, mener de i Lokalhistorisk Sognegruppe på Øland - og derfor giver de den en ekstra skalle i skolernes sommerferie i perioden fra 1. juli til 9. august.
- I den periode holder vi åbent i Ølands vartegn - den gamle mølle på Urbakken - hver onsdag og søndag fra klokken 14 til 16. Her stiller medlemmerne af sognegruppen op og fortæller om møllens historie fra den blev bygget af lokale håndværkere i 1857 og til den skæbnesvangre brand i 2004, fortæller Bente Kristensen fra Øland Lokalhistoriske Sognegruppe.
- Efter branden blev møllen genopført af lokale ildsjæle. Året rundt er møllen et yndet stoppested, når folk har brug for en pause og et kig til Øland Skoven, Oxholm Gods og kirken.
- Møllen er ejet af Jammerbugt Kommune, der året rundt sørger for at omgivelserne er pæne og indbydende med borde og bænke, hvor folk kan nyde deres madkurv. Ikke så sjældent er der rift om bordene, og ud af gæstebogen kan vi se, at der kommer besøgende fra mange forskellige lande og alle egne af Danmark.
Privat kirke
Sommeren byder også på en unik mulighed for at besøge Oxholm Kirke. Kirken er privatejet og normalt kun åben ved kirkelige handlinger.
Her er det Hanne Vestergaard, der tager imod. Hun er tidligere formand for menighedsrådet og en levende og kyndig fortæller.
Kirken åbnes hver onsdag fra klokken 14 til 16.
- Sidste år kom der mange fra fjern og nær. Jeg synes, at det er sjovt at være guide, så vi prøver igen i år, siger Hanne Vestergaard.
- Er man ikke til gamle kirker og møller står det nærliggende natur- og aktivitetsområde ”Glarborgen” klar til børn og voksne. Her er netop indviet en ny handicapvenlig udsigtsplatform.
Man kan også stresse af med en gåtur på Hjertestierne, begge dele i Øland Skov.
- Ved Øland-Gjøl Dæmningen er der rig lejlighed til at kigge på fugle ved Ulvedybet eller gå en dejlig tur på Digestierne langs fjorden, siger Bente Kristensen og tilføjer:
- Og så er det hele ganske gratis!