Gammel tradition: Ringridning i Slettestrand
SLETTESTRAND: Søndag byder Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening på det traditionelle ringridningsstævne i Slettestrand.
Ringridningsstævnet plejer at trække tilskuere fra nær og fjern, for det er både spændende og underholdende, når rytterne konkurrerer om at få en lillebitte ring på en pind, samtidig med at de rider i fuld galop.
Udover vinderne de forskellige klasser er der traditionelt også en præmie til årets ”græsrytter”, for heste er ikke altid til at styre – og som regel er der en rytter eller to, der må bide i græsset.
Stævnet begynder klokken 12, hvor rytterne samles på Hjortdal Stadion. Klokken 13 begynder optoget mod Slettestrand, hvor ringridningen går i gang klokken 14.15.
Der konkurreres i fem omgange og en eventuel omkamp for at finde årets ringriderkonge, der hyldes om aftenen til ringriderfesten i det store telt på pladsen.
Nordjyllands største
Ringridningsstævnet i Slettestrand er Nordjyllands største og også et af de største stævner uden for Sønderjylland, hvor ringridning som bekendt er nationalsporten.
Det er snart 60 år siden, at der første gang var ringridning i Slettestrand i 1959. Stævnet er en fast del af programmet til Sommerfest i Slettestrand, som arrangeres af Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening.
Sommerfesten begynder fredag aften med banko og efterfølgende afterparty i teltet til klokken 1.
Lørdag bliver der kæpheste-ringridning for børn, kræmmermarked, maskinudstilling og markvolley. Om aftenen er der temafest i teltet med ”Afterski” som tema.
Ringriderfesten søndag begynder klokken 19 og byder foruden mad fra Mesterslagteren i Løgstør også på revy og amerikansk lotteri.