Vild akrobatik og søde dyr: Vintercirkus kommer til byen
Det kommer til at emme af hygge og nostalgi, når DGI-huset i Aabybro 22. februar omdannes til en vaskeægte cirkusmanege. Det sker, når Cirkus Trapez kommer forbi byen som et led i en vinterturné til haller og idrætscentre i det jyske.
Vintercirkus i Verdensklasse er overskriften på forestillingen, der frister med et hæsblæsende program. Fantastisk akrobatik, flot jonglering, forrygende luftnumre, seje tricks og meget mere indgår i oplevelsen. Søde husdyr er selvfølgelig med til at krone showet, der henvender sig til folk i alle aldre.
Cirkus Trapez har høstet stor anerkendelse for at værne om det traditionelle cirkus i nye rammer. Selv om forestillingen er rykket ud af teltet, så er duften af savsmuld og popcorn fortsat til stede. Desuden lægges der stor vægt på at tiltrække artister med internationalt format.
Forestillingen i Aabybro begynder klokken 16.00.