De nye borde og bænke i Mølleparken er lavet af træ fra Bratskov, fortæller Reene Nielsen fra Lions Hanbo-Brovst.
Det sker

Reene melder klar: Tidsplanen holder

12. september 2023 kl. 17:01

- Vi er gået ind i slutfasen, og tidsplanen holder, så Mølleparken er klar til den store indvielse den 22. september, fortæller Reene Nielsen fra Lions Hanbo-Brovst, som i disse dage er ved at lægge sidste hånd på den store renovering af byparken i centrum af Brovst.

I den forløbne uge er der kommet vand i andedammen, og springvandet er blevet testet, så nu er alt ved at være klar til åbningen.

- Det var i øvrigt en stor operation at fylde andedammen. Heldigvis har vi mange gode sponsorer, så Bejstrup Maskinstation trådte til med tankvogne. Det blev til 8 ture med hver 30 tons vand, så vi ved med sikkerhed, at andedammen rummer i alt 240 tons vand, siger Reene Nielsen.

Springvandet i Mølleparken under weekendens test.

Træ fra Bratskov

- Som noget af det sidste har vi sat borde og bænke op. De er lavet af vindfælder fra Bratskov, som har ligget nogle år på genbrugspladsen og tørret, så vi kunne bruge dem som tømmer.

- Vi lægger stor vægt på, at det er lokalt træ, som er brugt. Hver eneste genstand i Mølleparken skal fortælle en historie om Brovst.

- Nu skal vi sammen med kommunen lige løbe det hele igennem, og så er vi ellers klar til åbningen, hvor hele Brovst er inviteret.

En festdag

Åbningshøjtideligheden foregår fredag den 22. september kl. 14. Det bliver en festdag – ikke mindst for alle byens børnehavebørn, som forventes at bruge det nye madpakkehus flittigt.

Åbningen foregår med taler – og så byder Lions på kaffe, te, vand og saft samt Brovstkage og kagemand.

Renoveringen af Mølleparken har kostet i alt 800.000 kroner, som Lions Hanbo-Brovst har skaffet fra sponsorer og fonde.

Annonceret indhold

Nyeste