Gitte bringer blomsterkunst til live midt i vinterkulden
Selv om det er vinter og koldt, blomstrer skovbundene netop nu i fuldt flor hjemme ved arbejdsbordet hos Gitte Jul fra Brovst.
Hun er medlem af Kunstgruppen Silikone, der planlægger en stor installation til foreningens fællesudstilling i Tranum Strandgaard i dagene fra den 20. til 25. februar.
- Installationen kalder vi Trylleskoven – og her bidrager jeg så med blomsterfyldte skovbunde, som jeg laver på et underlag af papmache og med blomster i papir, fortæller Gitte Jul.
Det med papiret er Gitte Juls helt store passion.
- Jeg har i mange år lavet decoupager, der er en særlig form for collage, som blandt andet Dronning Margrethe er kendt for. De seneste år er det dog mest blevet papirklip, jeg har dyrket, for det kniber desværre lidt med pladsen til de helt store ting. Og så deltager jeg aktivt i de mange arrangementer, som vi holder i Silikone. Selvfølgelig også i den store fællesudstilling i februar, som er et af årets højdepunkter, siger Gitte.
Kunstgruppen Silikone har eksisteret i flere end 20 år og har gennem tiden udstillet blandt andet i Klim og på Bratskov Herregård. Og nu i et par år med en stor fællesudstilling på Tranum Strandgård.
Strandgården er også Silikones hjemmebane, for de seneste fem år har gruppen haft fast mødested i en af lejlighederne på Tranum Strandgård, som Jammerbugt Kommune stiller til rådighed. Her mødes en del medlemmer til forskellige aktiviteter, croquis tegning, kunsthistorie og ugentlige kreative dage med kunsten som fælles interesse og gensidig inspiration.
Fællesudstillingen er åben hver dag fra den 20. februar til den 25. februar mellem klokken 11 og 16, hvor der vil være fri entre. Ferniseringen finder sted tirsdag den 20. februar kl. 14.