Billede beskrivelse

Vagtskifte: Her er Bjørns fremtidsplan

13. oktober 2025 kl. 11.03

FJERRITSLEV: Den 1. oktober overtog Thomas Farum Meny-butikken i Fjerritslev. Han afløser Bjørn Nielsen, der har stået i spidsen for den store butik i 16 år.

Vagtskiftet blev markeret fredag eftermiddag med kage og vin for alle kunderne og ikke mindst forretningsforbindelserne.

- Jeg har glæden af at overtage stafetten som ny købmand, og det gør jeg med stor respekt for det solide fundament, Bjørn og hans familie har skabt gennem årene, fortalte Thomas Farum.

Billede beskrivelse

- Det er en butik med stærke værdier, dygtige medarbejdere og loyale kunder – og jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte den gode udvikling sammen med jer.

Afsked med populær købmand

Thomas Farum har haft et par travle uger i butikken i forbindelse med overdragelsen, så mange har allerede hilst på ham allerede, men receptionen var også en afsked med Bjørn Nielsen, der udover købmandsjobbet også er en kendt skikkelse i byens foreningsliv.

Så gæster ville da godt lige vide lidt mere om Bjørn Nielsens fremtidsplaner.

- Jeg har ikke den helt store forkromede plan, afslørede Bjørn Nielsen.

- Først og fremmest skal jeg nu holde et par ugers ferie. Når jeg kommer hjem, skal køkkenet males – og jeg skal da også lige have kigget på bilen, som snart skal til syn.

- Familien skal også mærke, at jeg nu begynder på et nyt kapitel i mit liv, men nu står den først på ferie – og så tager jeg den derfra, lød det fra de populære købmand.

Mange af de fremmødte havde også en lille hilsen med, så Bjørn Nielsen ikke kommer til at savne vinafdelingen i den butik, hvor han har stået i spidsen i en halv menneskealder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste