"Ny" attraktion i badebyen: Signalmasten er tilbage
SLETTESTRAND: Badebyen Slettestrand, der førhen var et aktivt fiskeleje, fik fredag morgen endnu en turistattraktion, der både er ny og gammel på samme tid.
Det skete, da en kæmpekran løftede fiskerlejets signalmast på plads på Slettestrands højeste punkt, Signalhøjen over for Feriecenter Slettestrand.
- Mens der endnu var aktivt fiskeri i Slettestrand, blev masten brugt til at sende signaler til fiskerne om strømforholdene ved kysten, så de kunne tage den bedste vej ind til stranden, hvor bådene blev hevet op på land. I klart vejr kan masten ses 20 sømil væk, fortæller Søren Andreas Nielsen Hjortdal Ungdoms og Idrætsforening.
Den gamle mast blev pillet ned for tre år siden, fordi den var rådden af svamp og decideret livsfarlig. Nu er den så erstattet af en ny, som forhåbentlig vil holde mange år frem.
Lokalt træ
- Den ny mast er fremstillet af lokalt træ. Det er en Douglas-gran, som blev fældet i Langdalen for tre år siden. Siden er træstammen blev tørret på havbådeværftet, der også har malet den og rigget den til med rå og løbende rigning akkurat som i gamle dage, forklarer Søren Andreas Nielsen.
Den nye mast er 18,6 meter høj og vejer 900 kg.
Den blev løftet på plads af en kran fra firmaet Tage Christensen i Hirtshals – og forinden var den transporteret den 500 meter lange strækning på en svær blokvogn fra samme firma.
- Den nye mast har ingen rigtig ejer. Oprindeligt var det fiskerlauget i Slettestrand, som ejede masten. Men nu er den herreløs – så at sige. Men der er os i Hjortdal Ungdoms og Idrætsforening, der har taget initiativ til at få fremstillet en ny mast, fortæller Søren Andreas Nielsen.
- Vi havde ønsket os, at den kunne flyttes ned til Havbådene, men det kunne ikke indeholdes i den eksisterende lokalplan, så nu er den kommet tilbage, hvor den kom fra.
Signalmasten er en del af et projekt støttet af FiskeriLAG, Norlys, Sol & Strand, Jammerbugt Kommune og Han Herred Havbåde.