Byvandring: Kroen er væk, men historien lever
FJERRITSLEV: Selv om Fjerritslev Kro nu er væk, manglede den alligevel ikke, da Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum torsdag aften havde inviteret til den første af sommerens byvandringer.
Guiden Knud Erik Andersen, der igen i år står for de populære byvandringer, lagde nemlig ud med at vise en turistfilm fra 60’er med kroen i de indledende sekvenser. Og bagefter var det ellers ud i den blæsende sommeraften for at se nærmere på Fjerritslevs historie.
Byvandringen havde samlet knap 50 deltagere. De fleste af dem sommerhusgæster. Byvandrer-flokken talte deltagere fra både Aalborg, Randers og Århus.
Gamle minder
Turen gik ned ad Søgade gennem lystanlægget til Tinghuset, mens Knud Erik Andersen underholdt med historier om husene, hvem der har boet der, og hvad der har været af butikker i de gode, gamle dage.
Traditionen tro sluttede byvandringen i museets maltkælder, hvor der var udskænkning af smagsprøver på Bryggerlaugets øl, og hvor der er mulighed for at snakke om aftenens oplevelser.
Den næste byvandring finder sted den 7. august. Tilmelding kan ske via telefon (98)213192 eller i museumsbutikken og skal ske senest kl. 15.00 på dagen. Starten sker kl.19.00 fra museet.
Programmet er stadig ikke endeligt på plads, men museet er overbevist om, at Knud Erik Andersen vil lave endnu en spændende rundtur i en anden del af Fjerritslev, hedder det i en pressemeddelelse.