Vil du have mere gang i dine muskler? Her er en god mulighed
Seniorgymnastik tager hul på en ny sæson
Trænger du til at få rørt de stive led?
Snart kommer muligheden for at få noget motion i hyggeligt samvær med andre. Igen i år byder HI's Old Boys-afdeling nemlig på seniorgymnastik på Muldbjergskolen. Seniorgymnastik henvender sig især til folk, der har passeret de 60 år.
Det er Søren Møller, der som instruktør står i spidsen "Seniorgymnastik". Og han giver giver mulighed for at få aktiveret alle muskelgrupper - også de mindre kendte. Gymnastikken udføres under rolige forhold, således at alle uanset niveau og fysisk tilstand kan deltage i den hyggelige atmosfære, hvor der er masser af plads til godt humør.
Det er hver mandag fra klokken 17.45 til 18.45, at Søren Møller er klar til at lede tropperne i Muldbjergskolens drengesal. Første gang er mandag 2. oktober.
Hvis du er interesseret, så møder du bare op, og ser om det er noget for dig. Omklædningsrummet er åbent fra 17.30.
Ud over gymnastikken vil der også være enkelte andre aktiviteter. Det kan eksempelvis være en svømmedag eller fællesspisning.