Verden kommer til Hjørring: Dana Cup samler 56 nationer
HJØRRING: Der er for alvor begyndt at blive talt ned til sommerens store fodboldfest i Hjørring, hvor Dana Cup 2026 løber af stablen 20.-25. juli.
I år samler turneringen 946 hold fra 56 nationer. Blandt deltagerlandene er Cuba og Mali, som begge er med for første gang og dermed bidrager til den internationale stemning, der gennem årtier har været et af Dana Cups særlige kendetegn.
I løbet af turneringsugen skal der spilles omkring 2.600 kampe fordelt på 62 baner. Næsten 30.000 spillere, trænere og ledere ventes til Hjørring, mens 300 dommere fra 15 nationer skal dømme kampene.
Bag arrangementet står desuden omkring 3.000 frivillige, som sammen med samarbejdsklubber, sponsorer og lokale aktører er med til at gøre Dana Cup til en af verdens største ungdomsfodboldturneringer.
Turneringsprogrammet er nu offentliggjort, og deltagerne kan allerede nu planlægge deres uge. Dana Cup opfordrer samtidig spillere, familier og tilskuere til at hente Dana Cup-appen, hvor kampprogram, resultater og praktiske oplysninger er samlet.
Der bliver også mulighed for at følge kampene via livestream fra 23 baner samt se både åbningsceremonien og alle A-finalerne.
Dana Cup fremhæver samtidig de værdier, som turneringen bygger på:
- Sammen skaber vi Dana Cup-ånden, bygget på respekt, ansvar og fair play.
Mere end en million deltagere siden 1982
Siden den første turnering i 1982 har Dana Cup udviklet sig til en international begivenhed med deltagelse fra hele verden. Gennem årene har turneringen haft:
* 122 nationer repræsenteret
* 4.981 klubber og 32.283 hold
* 23.902 drengehold og 8.381 pigehold
* 81.246 spillede kampe
* 348.780 scorede mål
* Mere end 1.010.000 deltagere
I uge 30 fyldes Hjørring igen af fodbold, fællesskab og internationale gæster, når verden endnu en gang mødes til Dana Cup.