Trine er den nye souschef
HIRTSHALS: SuperBrugsen i Hirtshals har en meget stor andel af salget fra slagterafdelingen, og det kan i høj grad tilskrives slagtermester Lars og alle hans ansatte i afdelingen.
Derudover har Brugsen i Hirtshals fået en ny souschef, nemlig Trine Jensen, som tidligere har været selvstændig købmand i Flauenskjold.
Den nye souschef, Trine Jensen, fortæller, at hun ønsker at gøre karriere inden for Brugsbevægelsen.
– Så da jeg fandt ud af, at de manglede en souschef i SuperBrugsen i Hirtshals, søgte jeg stillingen og fik den. Det er jeg meget glad for, fordi Brugsen i Hirtshals er en fantastisk dejlig, stor butik med 40 ansatte. Der er nok af udfordringer hele tiden. Jeg interesserer mig meget for, at vi alle skal trives i forretningen – det er dét, der giver os motivation til at give vores kunder en god service i det daglige. Jeg er også glad for, at SuperBrugsen i Hirtshals har en virkelig god og sund drift. Jeg ved fra vores uddeler, Martin, at der er en god, stor omsætning og dermed også en god indtjening, siger den nye souschef, Trine Jensen.
Uddeleren er meget glad for, at det har været muligt at besætte nogle af de ledige stillinger.
– Vi har haft en virkelig god rekruttering af flere nye medarbejdere, og det har været nødvendigt, fordi vores omsætning er steget markant, siger Martin.