"Robot-Mågens" hedder laserenheden her i Hirtshals.
Livet her

Laserstråler sat ind mod nordjysk mågeplage

Nordjysk Havn har store forventninger til ny installation

12. februar 2023 kl. 16:23
Opdateret kl. 20:04

HIRTSHALS: Med 7000 kvadratmeter fladt tag er FiskeTerminal Hirtshals den perfekte landingsbane for måger i tusindvis.

Med den perfekte udsigt over både havn og hav har mågerne i årtier både spist, skidt og bygget reder på taget - til stor gene for Hirtshals Havn, som ejer bygningerne.

 - Det har været et skrækkeligt problem. Mågerne slæber meget derop, og deres efterladenskaber er meget syreholdigt. Tagpappet er ædt op af mågelort, så det er vi nu gået i gang med at skifte - i fire etaper over fire år, fortæller driftsleder Palle Boelt Andersen.

10 ton lort i trillebør

Han oplyser, at Hirtshals Havn én gang om året de seneste mange år har haft sendt en håndfuld medarbejdere på terminaltaget med skovle og trillebøre for at fjerne sporene efter de mange måger.

- De har hver gang fjernet omkring 10 ton. Det får man lange arme af, fortæller driftslederen.

Gennem årene er der blevet gjort mange forskellige forsøg på at komme mågeproblemet til livs.

-  Vi har haft mange forskellige ting til at stå deroppe. En plastikræv og en plastikugle, der kunne dreje hovedet. Men det har ikke hjulpet, for måger vænner sig til alt, konstaterer Palle Boelt Andersen.

Det rette våben

Men nu ser det ud til, at Hirtshals Havn endelig har fundet det rette våben til at skræmme mågerne væk fra det store tag over FiskeTerminal Hirtshals, som rummer både fiskeriauktionen og Hirtshals Kassevask.

Via et norsk firma har havnen nu købt og installeret en laserrobot på taget, som skal klare det beskidte arbejde. Robotten har sågar fået et navn. Det er ikke "Dirty Harry". Men derimod "Robot-Mågens".

Den har en laserstråle, der er programmeret til at ramme 32 punkter på taget. Ideen er, at det skal forvirre mågerne og fratage fjerkræet lysten til at tage ophold på taget.

Og de første ugers drift tegner lovende.

- Der er godt nok en blind vinkel, hvor den ikke kan ramme. Men de steder, hvor den kan, kører det bare. Laserstrålen kører både horisontalt og vertikalt døgnet rundt, og den hviler i fem sekunder på alle punkter, den kommer til. Det kan mågerne ikke regne ud, og lyset er stærkt generende for dem, fortæller Palle Boelt Andersen, som fra sit kontor nu får levende billeder i livesignal fra terminalbygningen.

- Og jeg kan se, at der ikke er måger  deroppe, konstaterer han.

Og tilføjer:

- Vi håber, det bliver ved med at være sådan. Og at mågerne ikke også vænner sig til det, siger Palle Boelt Andersen og forsikrer, at laserstrålerne ikke udgør en risiko for færge- og fiskeritrafikken i havnen.

Se også
Påsken bliver ekstrem i havneby - så vildt bliver det
Se også
Lokal kok vandt ''Årets Sild'' over toprestauranter: Nu kan du købe den
Se også
Hirtshals får nogle af Danmarks første ladestandere til lastbiler
Se også
Storfisker sælger kæmpe rederi: Døtre må ikke overtage
Annonceret indhold

Nyeste