
Hirtshals får nogle af Danmarks første ladestandere til lastbiler
I fremtiden bliver det muligt for el-drevne lastbiler at lade op under transporten til og fra Hirtshals Havn. Dette bliver en realitet, når tre af Danmarks første offentligt tilgængelige ladestandere, som er specielt dedikeret til tung transport, etableres ved Hirtshals Transport Center.
Det skriver Hirtshals Havn på sin hjemmeside.
Når flere lastbiler skal over på el i de kommende år, er adgang til effektiv og strategisk placeret lynopladning altafgørende. Netop derfor har E.ON Drive Infrastructure udpeget to essentielle steder i Danmark, herunder Hirtshals, som skal være begyndelsen på virksomhedens korridor af ladestandere i Europa.
- Etableringen af ladestandere, som er tilegnet til den tunge transport, skaber uden tvivl nogle spændende muligheder for trailertrafikken, når endnu et drivmiddel bliver til rådighed i Hirtshals - ikke blot på kort men i særdeleshed også på længere sigt, lyder det fra Per Holm Nørgaard, der er CEO hos Hirtshals Havn.
De nye ladestandere til el-drevne lastbiler kan oplade kan oplade to lastbiler ad gangen - altså seks på én gang.
De første ladestandere, som opsættes ved Høje Taastrup, forventes at være i drift i slutningen af året. Dernæst følger opsætningen af tre lynladere på 400 kW, som kan oplade seks el-lastbiler samtidig, ved Hirtshals Transport Center. Når teknologien er klar til det, er det mulig at skalere standerne op til 1 MW. De i alt seks ladestandere er de første offentlige standere i Danmark, som henvender sig til den tunge transport.

Ladestanderne bliver etableret ved Hirtshals Transport Center, som ligger i umiddelbar nærhed af Hirtshals Havn.
Hidtil har de få el-drevne lastbiler, som holder til i Danmark, været nødsaget til at lade op ved egne depoter. Med deres nye ladestandere vil E.ON imidlertid gøre det lettere for vogmandsforretningerne at skifte til el.
Omkring en fjerdedel af Europas samlede CO2-udledning kommer fra transporten, og ifølge Det Europæiske Miljøagentur kommer 71,7 procent af den udledning fra vejtransporten. Tunge køretøjer og lette varevogne står for over en tredjedel.