Kronprins Frederik var i år med til at åbne DM i Skills i Fredericia.
Livet her

Stor event kan trække 50.000 gæster til byen

Hjørring Kommune overvejer at blive vært for DM i Skills. 

23. maj 2023 kl. 15:01
Opdateret 24. maj 2023 kl. 09:11

HJØRRING: 300 dygtige håndværkere, kokke og andre faglærte med et særligt talent  dyster i tre dage, og ca. 50.000 gæster kommer til byen. Men først og fremmest en begivenhed, der kan slå et slag for, at flere unge får øjnene op for mulighederne ved at tage en erhvervsuddannelse. 

Det er perspektivet i at blive vært for DM i Skills, og Hjørring Kommune tygger lige nu på muligheden. 

Det store arrangement vil i givet fald komme til byen i april 2026, og området omkring Park Vendia er udset til eventen, hvor selve konkurrencerne kommer til at foregå i store telte på i alt 17.000 kvadratmeter. 

En konsulent fra organisationen bag DM i Skills har foreløbig godkendt, at Hjørring har faciliteterne til at løfte det store arrangement. Tilbage står så, om kommunen er klar til at løfte en del af betalingen, og om der evt. skal konkurreres med andre byer om begivenheden. 

Budgettet for DM i Skills er i alt cirka 12 millioner kroner, hvoraf kommunen formentlig skal finde finansiering til en tredjedel - altså cirka fire millioner kroner. 

- Det handler selvfølgelig om, at vi skal have endnu mere fokus på erhvervsuddannelser. Unge, der tager en erhvervsuddannelse bliver i højere grad i lokalområdet, ligesom også en lang række brancher kommer til at mangle folk, siger formand for kommunens Erhvervs og Arbejdsmarkedsudvalg, Per Møller (K). 

Han forestiller sig dog ikke, at kommunen bare uden videre åbner kassen og betaler for det store arrangement. 

- Det her vil efter min mening kræve opbakning fra erhvervslivet, som evt. kan bidrage til en medfinansiering, siger Per Møller. 

En undersøgelse fra Høng i Kalundborg Kommune, der afholdte DM i Skills i 2022, viser, at flere unge efterfølgende fik mod på en erhvervsuddannelse, og kendskabet til erhvervsuddannelserne blandt forældrene steg også. 

I Hjørring Kommune er målet, at andelen af unge, der tager en erhvervsuddannelse stiger fra de nuværende cirka 24 procent til 30 procent. Ved DM i Skills dystes der i 45 forskellige fagområder. 

Annonceret indhold

Nyeste